Budskabet

Rummelighed

Jens Ole Christensen

I slutningen af august 2007 holdt LM’s landsstyrelse en temadag om forholdet til Dansk Oase. Med en række indbudte gæster – både fra LM og Oase – ønskede man at forholde sig til et fænomen, som i disse år tiltrækker sig en del opmærksomhed, og som en del LM’ere er tiltalt af. Det er den temadag, som blev afsættet til dette temanummer af Budskabet.

I et af de sidste debatindlæg kom formanden for Hillerød Frimenighed Birger Reuss Schmidt med en bemærkning, som jeg hæftede mig ved: ”Hele sagen kan samles i ét ord: Rummelighed. Der er en menneskelig og kulturel rummelighed, vi gerne vil lære af Oase. Der er en teologisk rummelighed, vi ikke ønsker at lære af dem”.
Jeg kom til at tænke på den bemærkning igen, da jeg gennemlæste artiklerne til dette nummer af Budskabet.
Det er altid farligt at sætte vandtætte skotter op mellem teologisk og kulturel inspiration. De ting hænger sammen som sjæl og krop. Men Birger Reuss Schmidts ord opfanger en temmelig stor del af temaerne i dette nummer. Og selv om sjæl og krop hænger sammen, så er de ikke det samme.
Her er artikler, hvor forfatterne er blevet bedt om at lægge det positive snit og spørge, hvad det er vi kan lære af Oase. Disse artikler hæfter sig i ganske høj grad ved menneskelige og kulturelle træk ved Oase. Der er andre artikler, der spørger til det teologiske og åndelige indhold og de er ret kritiske.
Selv om der formodentlig er reelle uenigheder mellem nogle af forfatterne, så er det altså i høj grad de spørgsmål, de er sat til at besvare, som bestemmer den store forskel på disse artikler.
Skaber dette så ikke bare et vattet på-den-ene-side-på-den-anden-side billede af Oase og LM’s forhold til inspirationen derfra?
Det bør man måske overlade til læserne at dømme om.
Men jeg vil gerne give mit indspil til et svar.
For det første: Man svækker på ingen måde troværdigheden af en kritik ved at give mennesker ret i det, de har ret i. Tvært imod giver det måske ørenlyd for det retfærdige og vigtige i kritikken. Filosoffen K E Løgstrup beskriver et sted sin arbejdsform i mødet med folk, han er uenig med, omtrent således: Jeg læser dem igen og igen. Især deres bedste argumenter. Giver dem ret i det, de har ret i, i bevidstheden om at det, der så bliver tilbage, er mine bedste argumenter…
Det ligger vel også i Jesu gyldne regel om at handle mod vores medmenneske, som vi vil at han skal handle mod os (Matt 7,12).
Samtidig skal vi ikke være blinde for, at Oases større teologiske åbenhed udfordrer os i de klassiske vækkelsesbevægelser til ikke at møde alt nyt og usædvanligt med en rygmarvsagtig afvisning.
Dermed er vi på vej ind i det andet punkt: Vi kan skade os selv, hvis vi hælder barnet ud med badevandet. Altså hvis vi ikke vil lære det af andre, som vi på sund bibelsk grund kan lære. ”Prøv alt, hold fast ved det gode”, som apostlen sagde (1 Tess 5,21). I bagklogskabens lys er det min overbevisning, at dette i nogen måde skete i LM i det åndelige klima, der var i 1970’erne. I et berettiget opgør med de loviske træk i den karismatiske bevægelse: åndsdåbslæren, kravet om at alle skulle tale i tunger m.m., fik man ikke lyttet ordentlig efter det, som var berettiget. Dermed røg noget af mangfoldigheden i nådegaveforståelsen, den moderne lovsang, konkret forbøn med håndspålæggelse og andre sundere inspirationer med ud. Til skade for os selv og for de mennesker, vi er sat til at tjene.
Den fejl ønsker vi ikke at gentage. Men vi ønsker heller ikke at køre i den modsatte grøft. Derfor vil vi insistere på, at det er et skråplan, som kan blive livsfarligt – i tid og evighed – hvis retfærdiggørelsen af tro ikke får lov til at blive stående som troens inderste skat, hvis billedet af den almægtige og hellige Gud svækkes, eller hvis formmæssige forandringer gøres til den egentlige medicin på den åndelige krise. Og det er den skarpe pointe i flere artikler. Den pointe, ønsker vi bliver taget fuldt alvorligt både i og udenfor LM.
For det tredje skal man være opmærksom på, at åndelige bevægelser ikke står stille. Vi bevæger os i sunde og usunde retninger og må hele tiden korrigeres af Guds ord og gode søskendes retledning. En interesse for en åndelig bevægelse er heller ikke nogen statisk størrelse. Malet med lidt bred pensel har vi indenfor de sidste 40 år haft tre bølger af interesse for ”det karismatiske” i vores miljø. I begyndelsen af 1970’erne – da den karismatiske bølge for alvor nåede Danmark – var centrum i interessen nådegaverne, åndsdåben og helliggørelsen.
I slutningen af 1980’erne – da Dansk Oase blev stiftet – var åndsdåben gledet i baggrunden. Det var åndelig fornyelse og udrustning til tjeneste, som var i fokus.
Hvis jeg læser den nye interesse rigtigt, så er det i højere grad spørgsmålet om den kulturelle form, den menneskelige imødekommenhed og et mere helhedspræget menighedsliv, som nu er i centrum for interessen.
Hvis vi ikke holder os disse (nuance?)forandringer i interessen for øje, så risikerer vi at stille fortidens spørgsmål og give svar på spørgsmål, som er udløbet på datostempel.
Derfor indbyder vi med dette nummer til selvstændig tænkning på bibelsk og evangelisk grund.
For vi tror ikke på, at man kan fastholde en åndelig kurs ved partidisciplin. Vi tror kun, den kan fastholdes ved overbevisning bundet i Guds ord. Og vi tror for øvrigt heller ikke, at positiv inspiration kan modtages ordentligt på anden måde…