Budskabet

 

Økumenik og Oase

Peter Olsen

På SommerOase 2006 arrangeret af Dansk Oase deltog den katolske præst, pavens hofprædikant, Raniero Cantalamessa, som hovedtaler. Det gav anledning til en offentlig diskussion med to af lederne i Københavnerkirken. Som en konsekvens af denne debat bad Dansk Oase sin teologiske rådgiver, Morten Munch, udarbejde en begrundelse for bevægelsens økumeniske arbejde.

Jeg vil i det følgende bedømme den principielle tænkning om økumenik, der ligger bag Dansk Oases invitation af Cantalamessa. Sidst i artiklen vil jeg formulere nogle teser om sund og usund økumenik.

Organisk og organisatorisk enhed

Normalt tager overvejelserne om økumenisk samtale og samarbejde udgangspunkt i Jesu sidste bøn (Joh 17) og i Paulus' formaning til efeserne (Ef 4).
Jesus forudsætter, at der består en organisk enhed mellem dem, der kender den eneste sande Gud og hans søn, Jesus Kristus (Joh 17,3). Disse mennesker er ét, ligesom Jesus er ét med sin himmelske far. Jesus beder nu sin far om, at han vil holde disse troende mennesker fast hos sig og hos hinanden: "Hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi" (17,11). Denne enhed mellem de troende er givet i og med deres frelsende kendskab til Gud. Det er ikke en organisatorisk, men en organisk enhed. De er ét legeme, ja, "Kristi legeme", som Paulus formulerer det i Efeserbrevet 4,12 og 1 Korintherbrev 12,27. Når vi tror på Jesus, "er vi vokset sammen med ham" (Rom 6,5). Der sker noget realt, noget virkeligt med os i og med troen. Vi knyttes tættere til Jesus end brud og brudgom knyttes til hinanden i brudekammeret. Paulus kalder denne sammenknytning "en stor hemmelighed" (Ef 5,32). På græsk står der et "mysterium". Derfor er den intime forbindelse mellem Jesus og hans brud ofte blevet kaldt "den mystiske forening" (latin, unio mystica).
Jesus underviste selv sine disciple om denne virkelighed umiddelbart før sin sidste bøn: "Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham" (Joh 14,23). I de følgende to kapitler forklarer Jesus, at denne mystiske forening af den troende med Gud selv er noget, som virkeliggøres af "den anden talsmand"; altså Helligånden. Den treenige Gud kommer til os ved sin ånd og forbinder sig inderligt og intimt med os. Han flytter ind i vore hjerter ved troen (Ef 3,17; 2 Kor 13,5). Det er altså ikke bare Guds gaver, der bor inde i os, men ham selv.
Denne fantastiske virkelighed gælder om alle, der af hjertet tror på Jesus. Og fordi vi alle ved troen er vokset sammen med Jesus, er vi også vokset sammen med hinanden. Vi er nu hinandens lemmer. Vi er lige så organisk forbundne med de andre, som vi er med Jesus. Derfor bekender vi også troen på den hellige, almindelige kirke. I virkeligheden er der kun én kirke ud over hele jorden, for Jesus har kun ét legeme. Der består altså en mystisk forening mellem alle sande kristne. Det er denne organiske enhed, Jesus i Johannesevangeliet 17 beder sin far bevare os i.
Men hvis der kun er én kirke, hvordan skal vi så forklare, at vi kan se mange forskellige kirkesamfund, der ofte ligger i strid med hinanden?
Burde vi ikke omfavne hinanden og se stort på alle forskelle? Burde vi ikke åbne vore huse, vore nadverborde og vore prædikestole for alle dem, der bekender Jesu navn? Burde den ydre, organisatoriske enhed ikke følge den organiske enhed som en helt uproblematisk konsekvens?
Det første, vi må konstatere, er, at Jesus i Johannesevangeliet 17 taler om den organiske væsensenhed, som består, også selv om noget har brudt den organisatoriske enhed. Vi skal derfor ikke tro, at vi med vort økumeniske samarbejde etablerer den enhed, som Jesus taler om her. Den er der tværtimod på forhånd. Men denne enhed gælder kun de sandt troende. Andre kan godt have del i en organisatorisk enhed. De er medlemmer af et kirkesamfund. Men hvis de ikke er genfødt af Ånden, har de ikke del i den organiske forbundethed med Jesus selv og med hans lemmer. De er ikke medlemmer i hans kirke.
Efeserbrevet begynder med at beskrive frelsen: Gud har udvalgt os i Kristus, ham, som sidder ved Guds højre hånd i himlen (kap.1). I ham er vi frelst af nåde ved tro. Det gælder både jøder og hedninger (kap.2). Paulus beder om, at denne frelse må blive åbenbaret for efeserne, så de fatter både bredden, længden, højden og dybden af den (kap.3). På det grundlag formaner han i kapitel 4 efeserne til at fastholde den organiske enhed i Ånden, som han netop har skildret i kapitel 1-3.
Det forholder sig ikke sådan, at vi ved at etablere en organisatorisk enhed med tiden vil kunne frembringe den organiske enhed. Forholdet mellem tro og gerninger skildres i Det nye Testamente altid sådan, at gerningerne følger med naturlig nødvendighed af troen. Sådan også her: Hvor troen stemmer med Efeserbrevet 1-3, vil denne tro vise sig i ydre enhed. Og modsat: Hvor troen ikke stemmer med Efeserbrevet 1-3, er der ikke nogen indre, organisk enhed, som vi kan fremvise udadtil.
I Efeserbrevet 4,12-14 taler Paulus om at opbygge Kristi legeme, "indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn." Da skal vi ikke længere drives hid og did af hver lærdoms vind, siger han. Med dette "indtil" tænker Paulus ikke på, at enheden først vil blive etableret engang, men på at vi kan vokse i erkendelse af den sandhed, som allerede har etableret vores enhed. Vi skal altså vokse i erkendelsen af Guds nåde og retfærdigheden ved tro på Kristus. Tilgivelsens virkelighed er så bred og lang og høj og dyb, at man kan bruge et helt liv på at gå på opdagelse inde i den. Derved vokser vi sammen med resten af legemet op til ham, som er dets hoved; Kristus (4,15). Denne vækst kan vi selv arbejde med på ved at fordybe os i - ja, sænke os dagligt ned i den frelse, som Paulus har skildret i kapitel 1-3. Vi skal opbygge legemet ved at udforske stadigt større dybder i den frelsens enhed, som allerede er etableret. Det er denne organiske enhed, Paulus formaner os til at arbejde med på.
Jesus er inde på samme sag, når han i Johannesevangeliet 17,22 beder om de troendes enhed, "for at verden skal tro." Det er de kristnes organiske enhed med hinanden og deres fordybelse i frelsens dybder, der vækker en tilsvarende tro i verdens mennesker. Lloyd-Jones skriver: "Intet fører verden så sikkert bort fra sandheden som usikkerhed eller forvirring i kirken med hensyn til indholdet af dens budskab." Vi kommer let til at tænke, at Jesus taler om den ydre, organisatoriske enhed, og at det er den, der skal skabe troen i mennesker. Men sammenhængen i Efeserbrevet hjælper os til at fastholde sammenhængen i Johannesevangeliet 17: Det er hele tiden den indre, organiske enhed, Jesus har i tanke. Både vore vidnesbyrd, vore prædikener og vore økumeniske samtaler har den hovedopgave at hjælpe mennesker ind i erkendelsen af Guds nåde. Derved etableres og vokser den organiske enhed, og med den også den organisatoriske enhed.

Objektiv og subjektiv tro

Selv om der ikke er tale om en direkte parallel til den dobbelte enhed, er det alligevel væsentligt i denne sammenhæng, at troen på Jesus både er objektiv og subjektiv. Tro er for det første den tro, der tros (latin, fides quae); altså troens og bekendelsens indhold, den objektive tro. Men tro er for det andet også den tro, der tror (latin, fides qua); altså min personlige tro i hjertet, den subjektive tro, uden hvilken jeg ikke er genfødt af Guds Ånd.
Sammenhængen med den dobbelte enhed er den, at den åndelige eller organiske enhed i kirken baserer sig på den subjektive tro, mens den ydre eller organisatoriske enhed baserer sig på den objektive tro.
Hvis der ikke er enighed om den frelse, som Paulus skildrer i Efeserbrevet 1-3, er der heller ikke basis for nogen ydre, organisatorisk enhed. Man må nemlig betvivle, at den indre, organiske enhed er til stede. Den subjektive tro i hjertet kan vi ikke konstatere, men vi kan lytte til mundens bekendelse af den objektive tro som et vidnesbyrd om den subjektive tro. Ganske vist kan der være en frelsende tro på Jesus i hjertet, selv om den trosbekendelse, der kommer ud af munden, er meget uklar. Men i en sådan situation er der ikke grundlag for noget samarbejde. Først må den økumeniske læresamtale rydde denne uklarhed af vejen. Derefter kan vi opbygge en organisatorisk enhed på grundlag af den tro, der tros; altså den objektive tro.
Martin Luther skriver: "En liden surdej syrer hele dejen. Inden for filosofien er en ringe begyndelsesfejl en meget stor i slutningen. Sådan ødelægger inden for teologien en ringe vildfarelse hele læren. Derfor skal man holde lære og liv skarpt adskilt. Læren er ikke vor, men Guds. Vi er blot kaldet til at være hans tjenere. Derfor kan vi ikke engang opgive eller ændre den mindste tøddel i den. Livet er vort ... Læren er himlen, livet er jorden. I livet er synd, vildfarelse, urenhed og eddikesur elendighed, som man siger. Dér skal kærligheden være overbærende og tålsom, lade sig narre, tro, håbe og udholde alt. Dér gælder frem for alt syndernes forladelse. Men i læren er der ingen fejl, så den trænger ikke til syndsforladelse. Lære og liv kan altså slet ikke sammenlignes. Bare en tøddel af læren er mere værd end himmel og jord (Matt 5,18). Derfor tillader vi ikke, at man tilføjer den den mindste skade. Men vildfarelser i levned kan vi udmærket være overbærende med."
Martin Luther var fuldt ud klar over, at der både er centrum og periferi i Bibelen. Noget er vigtigere end andet. Det var netop det allermest centrale, han kæmpede for, når han formulerede de kendte "alener": Skriften alene, nåden alene, troen alene.
Den første af disse tre "alener" angiver den kilde, hvorfra vi henter vores viden om frelsen. De to sidste "alener" beskriver frelsen i kort form. Men såvel i 1500-tallet som i dag afviser Den katolske Kirke den forståelse af disse tre "alener", som bar reformationen.
Når Dansk Oase alligevel kan invitere en prominent, katolsk præst som hovedtaler på SommerOase, skyldes det, at man har lagt afstand til det, der bar reformationen.
Dansk Oases teologiske rådgiver, Morten Munch skriver: "Det er vigtigt at skelne mellem de absolutter der er kristent fælleseje og de tolkninger der ikke er kristent fælleseje. Lægger vi vort eget kirkesamfunds særtolkninger ned som basis for troen, sker der to ting med fundamentet. Det bliver for det første usikkert og for det andet kirkesplittende."
Den kristne tros absolutter, det uopgivelige kristne trosfundament er det, "der står så klart i Skriften at det er globalt kristent fælleseje", skriver han. Udenom denne indercirkel findes et lag af "tolkninger der varierer fra kirkesamfund til kirkesamfund." Det er disse "særtolkninger", vi ikke kan forlange af alle kristne. Vi skal kun kræve enighed om det, som stort set alle kirkesamfund i forvejen er enige om.
Her bliver reformationens hovedsager reduceret til menneskelige forsøg på at tolke troen. Når Den augsburgske Bekendelse hævder, at vi "retfærdiggøres af nåde for Kristi skyld ved troen" (art.4), så opponerer både Den katolske og De østligt-ortodokse Kirker. Når Den augsburgske Bekendelse videre siger: "Ved ord og sakramenter som midler gives Helligånden, der - når og hvor Gud vil - virker troen i dem, der hører evangeliet" (art.5), så slår både baptister, metodister og pinsevenner sig i tøjret. Der er i disse artikler tale om opfattelser, som ikke er fælleseje i de store kirkesamfund. Men de lutherske reformatorer skrev alligevel sådan, fordi de mente, at der var tale om både centrale og nødvendige bibelske sandheder. De lagde disse sandheder frem som det grundlag, der måtte opnås enighed om, hvis man skulle stå i en ydre, organisatorisk enhed. Ja, artikel 4 beskrev de endda som den artikel, hvormed kirken står og falder (latin, articulus stantis et cadentis ecclesiae).
Dansk Oases skelnen mellem troen og de forskellige kirkesamfunds "tolkninger" af troen synes at have baggrund i en barthiansk forståelse af åbenbaringen. Morten Munch skriver: "Kristen enhed er hverken funderet i dogmatisk ensartethed eller i Jesu kærlighedsbefaling, men i fælles delagtighed i den treenige Gud. Enhedens grundlag er her ikke en intellektuel forståelse og formulering af troens sandheder, men en personlig samhørighed med Sandheden, den ene sande treenige Gud... Det evige liv er ikke baseret på dogmatisk kundskab om Gud, men på hjertets kendskab til Gud i Jesus."
Til det må vi sige: At kende Gud er i Bibelen en intim og ligefrem organisk sag. Han bor i vore hjerter. Men vi finder ikke i Bibelen denne skelnen mellem kundskab og kendskab. Tværtimod vokser legemet ifølge Efeserbrevet 4 netop op til sit hoved ved at vokse i erkendelse af frelsen. Det strider derfor mod Bibelen, når man skelner mellem den subjektive tro som et møde med Gud og den objektive tro som menneskelige forsøg på at tolke dette møde.
Karl Barth (1886-1968) og i det hele taget den eksistentialistiske teologi skelnede skarpt mellem Guds Ord, som er Kristus, og Bibelen, som er menneskers vidnesbyrd om deres møde med Kristus. Bibelen er her ikke Guds Ord i egentlig forstand, men kun menneskers forsøg på at sætte ord på deres tro. Den frelsende tro er i det hele taget ikke noget, der kan formuleres entydigt og med gyldighed for alle.
Den tro, der tros; altså den objektive tro, reduceres mest muligt. Og grundlaget for enhed i kirken bliver derfor reelt den tro, der tror; altså den subjektive tro. Det er netop, hvad vi genser i Dansk Oase.
I årene efter 2. Verdenskrig foretog den evangelikale verden et klart opgør med den eksistentialistiske teologi. Men de seneste år er der sket et betydeligt skred i denne retning. Det truer med at nivellere al sandhedserkendelse i den kristne kirke. Det er en åndelig knoglekræft, der æder marven op, alt imens benene udefra ser sunde og raske ud. Vi kan slet ikke advare alvorligt nok mod denne tendens. Læren er Guds. Den er ikke bare vore "tolkninger" af et subjektivt møde med Gud. Gud har valgt at frelse os ved denne lære. Derfor undergraver vi frelsen og vi håner Gud, når vi forholder os frit til læren.

 

Teser om den organiske og den organisatoriske enhed

1. Den organiske enhed med Kristus og med andre troende er givet i og med den subjektive tro.

2. Skriften alene er regel og rettesnor for den objektive tro.

3. Helligånden virker den subjektive tro og opbygger Kristi legeme ved hjælp af den objektive tro, som forkyndes og bekendes.

4. Den organisatoriske enhed baserer sig på den objektive, ikke på den subjektive tro.

5. Gud har forpligtet sin kirke på at tilstræbe organisatorisk enhed. Det forudsætter læresamtale.

6. Gud har forpligtet sin kirke på at afvise falsk lære. I den udstrækning vi er uenige om den objektive tro, må vi derfor lægge begrænsninger på samarbejdet.

7. Er vi ikke enige om den artikel, hvormed kirken står og falder, kan der slet ikke blive tale om kirkeligt samarbejde.

 

Lagt på nettet d. 10. juli 2008 af flemming

Artikelliste