Budskabet
Hvad kan vi lære af Dansk Oase? (2)
Den, der peger en finger mod andre, retter mindst 3 mod sig selv. Så derfor vil jeg bruge pegepinden i stedet og lade den tidligere generalsekretær i LM, Leif Rasmussen, indlede dette indlæg om Dansk Oase: "Vort sigte (i LM) er ikke foreningsdannelse ej heller kirkedannelse, men ... vækkelse, dvs. at mennesker enkeltvis kaldes ind i Guds rige ved at modtage evangeliets tilsagn i tro".1 Klarere, mere præcist og skarpt kan ens egen fokusområde og kærneværdi næppe præsenteres - frigørende enkelt. Det er derfor, LM er her. Vi har - eller har haft - vækkelsestonen. Men hvad så med Dansk Oase. Hvilke toner spiller de med? Hvilket fokus har de? Kan en "beton-LM'er" lære noget af dem? For at komme et svar en smule nærmere vil vi tage en tur til ...
SommerOase 07 - fest, farver, fart og ... følelser
Enhver, der kommer til SommerOase kan ved selvsyn forvisse sig om, at der er en kolossal mængde af kreativitet til stede på denne plads ved Odder. Teenagerne har deres helt egen plads at boltre sig på et stykke fra hovedlejren, der er indrettet bønnemeditationstelt, flag pynter overalt på campingvognene og indikerer, hvilken menighed man tilhører, og der er et kæmpetelt med plads til omkring 3000 mennesker. Under mødet kan man rejse sig op og hente kaffe bagerst i teltet, hvilket bliver flittigt brugt. Der er folk i grønne veste til at betjene publikum. Det hele, inklusive mødeledelsen, virker meget velorganiseret og de venlige coaches i grønne veste guider mødedeltagerne hen til de tomme pladser. Som teltets størrelse kræver, er der en stor scene med 2 storskærme, og indledningsvis masser af lovsang, hvor folk opfordres til at synge med - stående eller siddende under ledsagelse af et velspillende band med forsanger. Stilen er enkel - "Vi lovpriser dig, Jesus". I teltet er der nogle, der har flotte flag og bannere med, og som svinger dem frem og tilbage under lovsangen. En af mine venner skal denne aften simultanoversætte fra engelsk til dansk - naturligvis gengivet på storskærm. Det er lidt underligt at se ham stå der i oversize, men så alligevel er det jo bare en del af den moderne verden. Prædikenen er en markant omvendelsesprædiken med en personlig appel og historie. Man har indtrykket af, at folk hygger sig og har det rart sammen. Ellers så kan man jo altid tage en kop kaffe.
Frihed
Kunne det tænkes, at man i LM under en omvendelsesprædiken sad og slubrede kaffe med medbragt kage? Eller at man under lovsangen havde bannere med, der viftede frem og tilbage? Eller ...
Når jeg har spurgt folk, der kommer i Dansk Oase, om den allerstørste forskel på missionsforeningerne og dem, så har de med eftertryk svaret: friheden. Ikke i første omgang det teologisk korrekte svar: Friheden i Kristus. Nej, blot friheden til at gøre nogle ting, som man ikke sådan bare kan gøre i LM/IM. For Oasefolk har der altid været højt til loftet, også hvad angår musik. Påklædning ligeså. Og så giver det jo også unægtelig en selvværdsbooster, at der er en stor fokusering på, at jeg som kristen er et - kongebarn. Hvis man ser efter på Dansk Oases hjemmeside ser man, at bredden også er velkommen - man tænker økumenisk.2 Så der er alle forudsætninger for at skabe forhold, hvor folk kan føle sig rummet. Jeg kan ikke undgå at tænke og få en fornemmelse af, at Dansk Oase arbejder bevidst ud fra, at når tingene fungerer menneskeligt, så fungerer de også teologisk. Altså, at hovedvægten bliver lagt på at imødekomme de mange forskellige menneskelige behov - så kan man nemmere modtage det teologiske. Og måske er dét hele essensen i forskellen på de "gamle" højrefløjsforeninger og Dansk Oase - der er ikke bare én tone at trutte med - der er et helt orkester - og man er ikke bange for at bruge det, både menneskeligt og åndeligt. Især det første tror vi, at LM kan lære meget af, netop forståelsen af, at vi helt ud i det banale også er mennesker med følelser og krop. Det har Dansk Oase fattet og indrettet sin bevægelse efter. De taler og designer deres tilbud til det moderne menneske - på godt og ondt.
De agerer ikke som organisation, men snarere som en bevægelse. Dvs. de er ikke stivnede i former, men kan operere som pionerer, med pionerånd og dermed også begejstring. Når man læser lidt på deres hjemmeside falder det i øjnene, at det er brugervenligt og kommunikativt. De har gjort sig tanker om deres visioner og mål - deres eksistensberettigelse og lagt disse åbent ud til alle. Det er noget, som tiltaler mange.
Apropos omvendelsesprædikenen på SommerOase: Det er længe siden vi i LM-regi har hørt en så karsk, forståelig og ligefrem omvendelsesprædiken! Ingen af de ca. 3000 deltagere kunne være i tvivl om, at der er to mulige udgange på livet.
1 Jubilæumsskrift i anl. af LM Hillerøds 100 års jubilæum, side 62.
2 www.Danskoase.dk, under Organisation - værdier mm.
Lagt på nettet d. 14. juli 2008 af flemming


Da Hizkija havde modtaget brevet af sendebudene og havde læst det, gik han op i Herrens tempel og bredte det ud for Herrens ansigt.
Anden Kongebog 19,14




Har spist en frisk mango fra vores eget træ idag.
1/2/2012 | Dina og Henrik Borch Jacobsen, Missionærer i Cambodja
Hverdags log – Onsdag den 1 Februar. Henrik Borch Jacobsen. Jeg fik lov til...
Eksamenstid på Project Future
31/1/2012 | Sanne og Michael Pahus, Volontører i Cambodja
Det er blevet eksamenstid for mine elever i Seniorclass på Project Future. De har nu alle...
Nyt fra Fjendeskoven
30/1/2012 | Annelise og Axel Rye Clausen, Missionærer i Cambodja
Går det an at tro på Jesus? Det er det store spørgsmål for denne kvinde, som møder...



Modtag nyheder fra LM direkte i din indbakke.


10/2/2012 - 12/2/2012 Sanglejr
24/2/2012 - 26/2/2012 Orkesterstævne for brassbands
24/2/2012 - 26/2/2012 Workshop for sangskrivere



Tro & Mission er Luthersk Missions avis, der skriver om LM's arbejde i Danmark og i udlandet.
> Læs mere










