Budskabet

 

Den artikel kirken står og falder med

Jens Jørgen Rasmussen

Om retfærdiggørelseslæren og nådemiddelkristendommen som test på sund teologi.

I Den Augsburgske Bekendelse (Confessio Augustana, herefter CA), der hører til Den danske Folkekirkes bekendelsesskrifter, lyder det i artikel 4 om retfærdiggørelsen: Ligeledes lærer de, at menneskene ikke kan retfærdiggøres overfor Gud ved egne kræfter, fortjenester og gerninger, men at de retfærdiggøres uforskyldt for Kristi skyld ved troen, når de tror, at de tages til nåde, og at synderne forlades for Kristi skyld, han som ved sin død har gjort fyldest for vore synder. Denne tro tilregner Gud som retfærdighed for sig. Romerbrevet kapitel 3 og 4.

 

Står og falder kirken med den artikel?

Denne artikel 4 om retfærdiggørelsen har altid haft en central plads i den lutherske kirkes forhold til den romersk katolske kirke. Nu senest aktualiseret i den debat, der fulgte i kølvandet på Dansk Oases brug af en højt placeret katolsk præst som forkynder på et stort sommerstævne forrige sommer. I denne debat omtales artikel 4 af Oases kritikere, som den artikel kirken står og falder med.
Det er ikke sandt, hvis man med dette mener, at kirken står, blot indholdet af denne ene artikel er fastholdt, mens man kan opgive indholdet af alle de andre artikler uden at kirken falder. De forskellige artikler i bekendelsen er nært forbundne i en helhed og der er adskillige flere af de 21 "fornemste" artikler i CA, der må fastholdes sammen for at kirken består. Det er altså for meget sagt, at kirken består alene ved læren om retfærdiggørelsen af tro.
Men omvendt er det helt igennem sandt, at kirken falder, hvis bare denne ene artikel falder. Indholdet af artikel 4 er helt centralt for den kristne tro. Kirken kan ikke bestå uden indholdet i denne lære, selvom alle de andre artikler fastholdes. Så vigtig er den.
Læren om retfærdiggørelsen af tro er derfor en helt igennem nødvendig test på sund teologi, ikke alene overfor andre kirkesamfund, som f.eks. Den Romersk Katolske Kirke, men også ove for forskellige teologiske strømninger i vores egen kirke. Man skal blot huske, at det ikke er det eneste testspørgsmål, man skal stille til en bevægelse eller en kirkeretning. Eller sagt på en lidt anden måde: Selvom man formelt lærer rigtigt om retfærdiggørelsen af tro, er det ikke en selvfølge, at man også har fået troen og Ånden og virkelig er retfærdiggjort for Gud. Og omvendt - selvom man tilhører en kirke, der har en forkert forkyndelse om retfærdiggørelsen af tro, kan kristne i det pågældende kirkesamfund godt personligt være kommet til den levende retfærdiggørende tro, der tales om i CA artikel 4.
Når vi bruger læren om retfærdiggørelse af tro som et helt afgørende testspørgsmål til en åndelig strømning, en kirkelig retning eller en teologisk lære og i nogle tilfælde på det grundlag tager afstand fra en bestemt forkyndelse eller strømning, siger vi altså ikke dermed, at der ikke findes nogen sande kristne i de sammenhænge, ligesom vi heller ikke vil påstå, at vi selv er sande og levende kristne alene af den grund, at vi lærer ret og rent om retfærdiggørelsen af tro.

Mennesket og synden

Som nævnt hænger CA's artikler sammen i en teologisk enhed, og for at forstå den lutherske lære om retfærdiggørelsen af tro, må man begynde i CA artikel 2 om arvesynden. Det er den antropologiske baggrund for artikel 4.
Her siges det, at alle mennesker fødes "uden frygt for Gud, uden tillid til Gud og med begær" - Det vil sige, at arvesynden ikke blot er defekter ved visse menneskelige egenskaber eller en mangel på overnaturlig udrustning (Leif Grane, CA, s. 36), men den er udtryk for, at menneskets stilling i forhold til Gud er totalt forandret - på alle personlighedens områder: legeme, sjæl, vilje, fornuft, tanke. Begæret er ikke kun sanseligt begær, men også udtryk for menneskets indstilling på det religiøse og åndelige område.
Arvesynden har vendt mennesket forkert i forhold til Gud, så ikke alene dets åbenlyst onde begæringer trækker det væk fra Gud, men også dets religiøse tro og anstrengelser. Mennesket vil nok tro på noget, på en gud, men ikke på Gud. Mennesket er født med ryggen til Gud og vil ikke tro på ham ud fra sig selv.
Derfor findes der ikke noget i mennesket, som Gud kan reparere og bygge på, når han vil frelse mennesket - ikke nogen fri vilje, ikke nogen længsel efter Gud, ikke nogen rest af gudsfrygt. Gud må begynde helt fra bunden - eller rettere helt uden bund i mennesket selv - og skabe noget helt nyt. Med andre ord genføde mennesket.
Og fordi synden nok bliver tilgivet hos den genfødte, men han i denne verden bliver ved med at være en synder i sig selv, så kan menneskets retfærdighed for Gud, aldrig komme til at bygge på noget som helst hos mennesket selv, ikke engang på det som Gud ved Ånden virker i det genfødte menneske. For i samme øjeblik den kristne begiver sig ind på tanken om, at der kan skabes noget i en selv, der kan tælle med i retfærdigheden for Gud - det være sig nok så meget virket af Ånden og ikke af en selv - så vil det straks blive grebet af menneskets syndighed i et forsøg på at gøre sig selv retfærdig for Gud.

Retfærdiggørelses-læren

Derfor er det springende punkt ud fra CA artikel 4 følgende: Er og bliver vores retfærdighed for Gud i dag og på dommens dag, noget som helt og holdent er givet os udefra, altså helt og holdent Jesu Kristi retfærdighed for os - tilregnet os af Guds nåde (gratia), eller bliver den også, efterhånden noget som ved Guds nåde (donum) er opbygget i os gennem væksten i kristenlivet?
Den sidste opfattelse har vist sig (f.eks. i Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren) godt at kunne rummes i formuleringer som ved troen alene eller ved nåden alene, fordi væksten i kristenlivet jo altid begynder med troen og altid er virket af Guds nåde, siges det. Men da skal vi ikke stille os tilfredse med ordene - troen alene - men også spørge efter meningen. Menes der ved troen alene som tillid til Gud - eller troen som den af kærligheden formede tro?
Kun hvis der menes det første, kan samvittigheden virkelig være fri og den troende få virkelig vished om frelse og i sin gudsdyrkelse være glædelig optaget af Gud og Kristus alene. Hvis retfærdigheden også skal være det sidste, vil der uundgåeligt ske det, at den kristnes opmærksomhed vendes væk fra Jesus Kristus til at være optaget af væksten i sit eget kristenliv. Dermed bliver væksten i kristenlivet igen til en lov, der skal følges for at opnå frihed fra synden og retfærdighed for Gud. Og det kan kun føre ét af to steder hen - enten ud i fortvivlelse og frafald, fordi projektet ikke lykkes, eller ud i selvophøjelse og hovmod (farisæisme) fordi man synes det lykkes i rimelig grad.

Retfærdiggørelses-erfaringen

Når vi bruger læren om retfærdiggørelsen af tro som test på sund teologi, skal vi imidlertid ikke alene spørge til læren men også til erfaringen af retfærdiggørelsen. Den lutherske lære om retfærdiggørelsen er ikke opstået som sofistikeret teologi. Den er direkte udsprunget af gudserfaring og kan ikke forstås og virkelig tros uden erfaring.
Den eller de erfaringer af Gud, som den lutherske retfærdiggørelseslære udspringer af og lever i, er kort sagt anfægtelsen og troen. På den ene side erfaringen af egen syndighed, af Guds vrede og angsten for Helvede - på den anden side erfaringen af Guds tilgivende nåde og hans evige rige i Jesus Kristus. Uden den slags erfaringer forstår man ikke vigtigheden af læren om retfærdiggørelsen af tro alene.
Vi skal altså ikke alene spørge, hvad der læres om retfærdiggørelsen af tro, men også hvilken rolle trosretfærdiggørelsen spiller som tros-erfaring i forkyndelse, undervisning, liv og tro i den sammenhæng, vi forholder os til. Fastholdes denne lære kun ud fra en pietetsfølelse overfor en bevægelses egne historiske rødder, eller er den også udtryk for levende og livsnær erfaring i en bevægelses trosliv, fællesskab og forkyndelse. Fastholdes den kun som et uvirksomt princip, eller er den en central kraft i forkyndelse og trosliv.

Nådemiddelkristendommen

I nær sammenhæng med den fjerde artikels udsagn om retfærdiggørelse ved tro uden gerninger fortsætter så den femte artikel med at fortælle, hvordan mennesket kan få denne tro, der retfærdiggør:
... ved ordet og sakramenterne som midler gives Helligånden, som virker tro ... hvor det behager Gud, i dem som hører evangeliet. De fordømmer (dem) som mener at Helligånden kommer til mennesker uden det ydre ord, ved deres egne forberedelser og gerninger.
Ligesom retfærdigheden for Gud er noget, der må gives til det syndige menneske udefra, sådan er også den tro, der tager imod, noget der må komme helt og holdent udefra til mennesket - nemlig gennem Ordet og sakramenterne. På grund af synden findes der ikke noget tilknytningspunkt i menneskets hjerte. Ikke noget der først kan åbne sig for Gud og lytte til hans stemme i det indre. Ikke før Guds ord kommer udefra og trænger ind og genopliver hjertet ved Ordet fra Gud.
Mange kristelige strømninger og retninger i vores egen tid bygger derimod i større eller mindre grad på den opfattelse, at menneskets i sit hjerte har et kontaktpunkt med Gud - eller kan vende sig mod Gud i indre lytten, i sindets åbning mod Gud. I forlængelse heraf bliver man ret ukritisk i sin omgang med forskellige religiøse oplevelser, tungetale, åndelige åbenbaringer, "profetiske" syner og tanker. Når man oplever noget overnaturligt, tolker man det umiddelbart som erfaring af Gud og hans kærlighed.
Men det bibelske vidnesbyrd fortæller os noget andet. Hjertet er ikke et godt sted at søge efter Gud. Den indre stilhed er ikke en højtaler for den levende Gud - for hjertet er sygt. Menneskets følelse og fornuft er formørket af synden og religiøse oplevelser er ikke uden videre erfaringer af den levende Gud. I hjertets dyb hører mennesket blot sin egen stemme eller i værste fald ånder, der hvisker i mørket.
Derfor er det nødvendigt, at Gud kommer udefra til det syndige menneske - ind gennem øjne og ører ved ord, der kan ses og høres. Og det er nødvendigt, at Ånden bruger det ydre ord og tegnene i sakramentet som sine redskaber til at vække og genføde mennesket. Uden det ydre ord, kommer Ånden ikke til mennesket. Når mennesket vil søge Gud, skal det derfor ikke vende sig ind i sig selv, men ud af sig selv til det ord, der kan ses og høres.
Derfor er det også en vigtig test på en sund teologi at spørge hvilken rolle den sammenhæng mellem Ånden og Ordet spiller - og igen - ikke bare som lærepunkt men som levende tro og erfaring i trosliv, forkyndelse og menighedsliv. Er fællesskabet om Ordets forkyndelse, i dens forskellige former, det helt igennem bærende element i en menigheds tro og liv? Og er det evangeliet om Jesus og retfærdiggørelsen i ham, der er det gennemtrængende centrum i den forkyndelse, der deles, eller ligger vægten andre steder?

 

Afgørende testspørgsmål til teologi og forkyndelse:

Hvad forkyndes om menneskets syndighed?
Fastholdes det, at menneskets syndighed er en totalbestemmelse, som også omfatter menneskets religiøse udfoldelser?
I forhold til Gud er menneskets vilje ufri og bundet i synden.

Hvad lærer man om retfærdiggørelsen?
Står det klart, at et menneskes retfærdighed for Gud altid er Kristi retfærdighed, der tilregnes den, som tror på Jesus, og at væksten i kristenlivet aldrig kommer til at regnes med i denne retfærdighed?

Hvad er de vigtigste troserfaringer i fællesskabet?
Er læren om retfærdiggørelsen af tro udtryk for en levende og central troserfaring i nutiden, eller blot fastholdt i pietet overfor ens teologiske rødder?

Hvor lægges vægten i forkyndelse, trosliv og fælleskab?
Ligger vægten på det, som Gud og Jesus er og har gjort for os, og på den retfærdighed vi ejer i ham? Eller ligger den på alt det, som frelsen virker i trosliv og fællesskab? Hvis vægten ligger på det sidste, kan Åndens frugt hos den kristne blive forvandlet til lovens gerning.

Hvor søger man Helligånden og troen?
Søges Ånden udelukkende gennem det ydre ord - i de hellige bibelske skrifter og i den forkyndelse, der i mange former springer ud af Bibelen? Eller søger man også Ånden i menneskets indre, i åndelige oplevelser uden om Ordet? Her er det ikke et spørgsmål om, hvad Gud kan gøre, men om hvor han har henvist mennesket til at søge.

 

Anvendt litteratur

Bøger:
Confessio Augustana, af Leif Grane, G.E.C. Gads forlag, København 1981
Artikler: 
"Fælleserklæringen om Retfærdiggørelseslæren", fra Det lutherske verdensforbund og Den romersk katolske Kirke, 1999. www.interchurch.dk/dokumenter/dok/Fælleserklæringen-på-dansk.pdf
"En vurdering af Raniero Cantalamessa´s teologi", af Nicolai Techow og Jens Bruun Kofoed, 2006. www.see-j.net/Default.aspx?tabid=126
"Et responsum til 'En vurdering af Raniero Cantalamessa´s teologi af N. Techow og J B Kofoed'." på vegne af Dansk Oase ved Jesper Oehlenschlager, Anders M Hansen og Morten Munch. 2007. www.danskoase.dk/fileadmin/user/DanskOase/Ressourcer/Artikler/Cantalamessa_responsum.pdf
"Retfærdiggørelse ved tro - Et Oasedokument", ved Keld Dahlmann og Morten Munch, 2007. www.danskoase.dk/fileadmin/user/DanskOase/Ressourcer/Artikler/Retfaerdiggoerelse_ved_tro_-_et_Oase_dokument_2007.pdf
"Kære Dansk Oase - Hvor står I? - et delvist og foreløbigt responsum ad responsum" (Åbent brev til Dansk Oase d. 28. august 2007) ved Nicolai Techow. www.nicolaitechow.dk. Se under skriblerier.

 

Lagt på nettet d. 11. juli 2008 af Flemming

Artikelliste