Budskabet

 

Dansk Oases forhistorie

Kurt E. Larsen

Omkring 1970 kom den karismatiske bevægelse til Danmark. Da havde bevægelsen allerede virket i en del år i udlandet.

Det drejede sig om en bevægelse til åndelig fornyelse af kristne. Nogle havde gjort en personlig erfaring af den Hellige Ånd, og var blevet udrustet med en ny kraft og med nådegaver til tjeneste. Dette ønskede man, at alle kristne skulle have del i. Man lagde derfor vægt på at mødes til lovsang, tilbedelse og forbøn - og på at være åben for modtagelse og brug af de bibelske nådegaver, ikke mindst tungetale, profeti og helbredelse. Disse sider af Bibelen ville bevægelsen gøre til levende erfaring igen. Netop erfaring! Det var nemlig ikke læren, der var i centrum for bevægelsen, men liv og erfaring. Da ingen imidlertid kan tale uden også at videregive et "læreindhold" - bevidst eller ubevidst, gennemtænkt eller ugennemtænkt - endte det ofte med, at den karismatiske bevægelses folk overtog andres teologi. Det kunne være pinsebevægelsens tanke om tungetalens gave som selve tegnet på, at en person var døbt med Helligånden. Måske byggede man videre på et metodistisk/katolsk syn på helliggørelse, hvor man nærmest tænker sig at nåden skaber en forvandling af den menneskelige natur.
Den karismatiske bevægelse var således præget af sin udenlandske baggrund hos ikke-lutherske kristne, ikke mindst pinsebevægelsen. Men man ville imidlertid netop ikke være knyttet til pinsebevægelsen, men arbejde tværkirkeligt, så de sande erkendelser fra pinsebevægelsen kunne komme kristne i alle konfessioner til gode. Derfor foregik dens arbejde gennem stævner og lokale bedegrupper, hvor kristne kom sammen fra forskellige traditioner, for siden at drage fornyede hjem til deres egen menighedssammenhæng. Det tværkirkelige præg var også en arv fra England og USA, hvor den holdning længe har været meget udbredt i kristne vækkelseskredse.

Udviklingen frem til 1970

De anliggender, som den karismatiske bevægelse kom med i 1970'erne, var ikke nye i dansk kirkeliv, og forhistorien var med til at bestemme dens modtagelse.
Fra amerikanske og engelske vækkelseskredse kom der allerede i 1880'erne en tale om og praksis med helbredelser, som man i Indre Mission og Luthersk Mission havde måttet forholde sig til.
Siden 1910 havde pinsebevægelsen med sin tale om Helligånden og Helligåndens dåb samlet folk til sig fra forskellige folkekirkelige og frikirkelige sammenhænge. Nogle af pionererne i Apostolsk kirke kom således fra Indre Mission i Kolding. Derfor var stemningen i Indre Mission ikke gunstig overfor pinsebevægelsen, dens praksis med gendåb og dens vægtlægning på tungetale og andre nådegaver. Indre Mission blev præget af en meget bastant afvisning af tværkirkeligt samarbejde, næsten i enhver form.
Oxford-Gruppe-Bevægelsen kom i 1930'erne som en typisk amerikansk vækkelsesbevægelse. Her lærte man folk at være åbne for Åndens tale i den "stille time". Bevægelsen virkede på tværs af kirkesamfund, med kampagner og i små grupper - og i øvrigt på moderne vilkår. På flere måder forberedte Oxford-Gruppe-Bevægelsen den karismatiske bevægelse. Mange, der havde fået en åndelig berigelse gennem Oxford, var en generation senere positive over den karismatiske bevægelse i forventning om, at der igen skulle blive åndelig fornyelse blandt kristne i Danmark, fx tidligere forstander på Haslev Udvidede Højskole, Johannes Magelund. Oxford-Gruppe-Bevægelsen havde sat sindene i bevægelse i Indre Mission. Nogle (fx formanden Christian Bartholdy) så det som en tiltrængt vækkelse, der i sine moderne arbejdsformer måske kunne nå ud over de snævre kredse med budskabet. Derfor var han villig til at bære over med dens amerikanske form og læremæssige svagheder. Andre i IM var derimod stærkt imod Oxford-Gruppens læreløshed. Dansk teologi var i de år præget af Tidehverv og Karl Barth, der havde lagt stærk afstand til al vægt på følelser og erfaringer. Mange reagerede derfor med stærk afstandtagen til Oxford. Det førtes videre på dens arvtager: Den karismatiske bevægelse.
I Norge var der i vækkelseskredse en noget mere afbalanceret vurdering af pinsebevægelsen, Oxford-Gruppe-Bevægelsen og siden den karismatiske bevægelse. Domprovst Peder Olsen udgav Helbredelse ved bønn (1973) - og IM-lederen Fredrik Wisløff skrev fremragende bøger med en kombination af åbenhed over for Bibelens tale om det karismatiske og sund luthersk afbalancering (Jeg tror på Helligånden, dansk 1936 og 1979; Sund Tro, dansk 1973).

Kollisionen med de gamle vækkelsesbevægelser i 1970'erne

Den karismatiske bevægelse blev mødt med frontal afvisning fra N.O.Rasmussen (siden Vigilius) i bogen: Den karismatiske vækkelse-pinse på ny? (1971) og Åbenbaringstro eller sværmeri (1974). I KFS, som Rasmussen stod i spidsen for, blev den karismatiske bevægelses frontfigur, den engelske læge Michael Harry, afvist som taler af læremæssige grunde. KFS var foruden at være et missionsarbejde også en klar røst for luthersk lærebevidsthed i dansk kirkeliv. Derfor reagerede Niels Ove Rasmussen mod mange ting i den karismatiske bevægelse. Modstanden gik både på den tværkirkelige arbejdsform, dens tale om åndsdåb og den manglende læremæssige interesse. På den anden side ville han og andre i KFS også være bibeltro og derfor også tage Bibelens ord om Helligånden og nådegaverne alvorligt. KFS landede derfor på en holdning, der mere lignede den norske vurdering end Indre Missions.
Indre Mission var opmærksom på bevægelsens svage sider og lod dem overskygge de positive signaler og det positive anliggende, der også var i bevægelsen. Med til historien hører nok også, at sagen skabte splittelser lokalt - og at repræsentanter for den karismatiske bevægelse undertiden førte sig frem med en vis selvbevidsthed og åndelig overlegenhed overfor "almindelige" kristne og det "kedelige" arbejde - til frustration og sorg for dem, der vedblev at slide i arbejdet med søndagsskoler, lejre osv. (som mange i den karismatiske bevægelse i virkeligheden selv kunne takke for deres kristne oplæring!).
I IM overså man ofte, at enhver ny bevægelse typisk er præget af en begejstring, der på andre virker som selvglæde og overfladiskhed. Så glemmer man, at der godt kan være et rigtigt anliggende bag den nye bevægelses anderledes former og ukorrekte formuleringer. Den herrnhutiske vækkelse i 1700-tallet irriterede fx i høj grad de tidligere pietistiske vækkelser - og den havde mildest talt heller ikke sin styrke i det læremæssige. Men det forhindrede den ikke at blive til meget stor velsignelse, så den udgør én af de vigtigste forudsætninger for missionsbevægelserne den dag i dag!
Indre Mission havde igen i 1960'erne været gennem en række smertelige opgør med ansatte, der var mere eller mindre påvirkede af ikke-luthersk vækkelseskristendom, og den anti-tværkirkelige tradition i foreningen sejrede. Man fejede nærmest totalt den karismatiske bevægelse af bordet.
Den karismatiske bevægelse kom også fra sidst i 1970'erne ud i en alvorlig krise, da et af dens centre - Aalholm kirke i Valby - udviklede sig i sekterisk retning, med ægteskabsbrud, magtmisbrug og underkastelse under en falsk "profet" med bl.a. det resultat, at præsten blev afskediget fra sit embede.

Den Karismatiske Bevægelse bliver til Dansk Oase i 1980'erne

I 1980'erne var der rundt i verden en bevægelse i gang blandt lutherske karismatikere for at knytte den karismatiske bevægelse til den lutherske arv. I det hele taget var der en tendens til at alle karismatikere blev mere opmærksomme på deres egen konfessionelle arv - 1980'erne var som årti generelt konservativt, mens 1970'erne havde været grænseoverskridende og eksperimenterende. I Norge organiseredes "Oase-bevegelsen" fra 1977 som en bevidst luthersk udgave af den karismatiske bevægelse. En række danske folkekirkepræster ville også herhjemme gøre noget tilsvarende, og man tog midt i 1980'erne kontakt til ligesindede i de eksisterende kirkelige bevægelser, især KFS, for om muligt at finde en form, der kunne fremme anliggendet. Der afholdtes drøftelser på en række "Vejen-konventer" 1986-89, uden at det dog lykkedes at finde helt fælles fodslag. På konventerne var man helt enige om at ønske åndelig fornyelse, og om at bede om Helligåndens fylde og sund nådegavevækkelse.
Uenighed var der dog fortsat - især samlet om tre punkter: Synet på Helligåndens dåb, forholdet mellem retfærdiggørelse/helliggørelse og tværkirkelighed. Tydeligvis havde parterne nærmet sig hinanden siden 1970'erne: Morten Munch fra den karismatiske fløj tog klart afstand fra åndsdåbs-læren samtidig med at han slog på troserfaringernes legitimitet. Han fastholdt på luthersk vis, at kristenlivet er en livslang kamp - samtidig med at han også ville tale om evangeliet som frigørelse fra syndens magt. Med hensyn til tværkirkeligt samarbejde ville begge parter sætte grænser for omfanget af samarbejde med ikke-lutherske kristne - dog var den karismatiske fløj mere åben for et begrænset samarbejde, både i bøn, lovprisning og evangelisation på basis af fælles tro på Kristus og delagtighed i den samme Hellige Ånd.
Bag uenigheden på de tre punkter lå den mere grundlæggende forskel, at "KFS-fløjen" var mest opmærksom på at stå vagt om den sande og sunde lære, mens "den karismatiske fløj" mere stod for en erfarings-kristendom og frygtede at dogmatikken skulle kvæle Åndens gerning.
Den karismatiske fløj dannede i 1989 Dansk Oase på luthersk grund, som en særlig bevægelse i dansk kirkeliv. Dansk Oase er siden vokset som et netværk af menigheder og kristne fællesskaber (ifølge hjemmesiden 2008: 7 frimenigheder, 3 valgmenigheder, 2 husmenigheder, 7-8 menighedssamfund). Man har et landsdækkende netværk af præster, børn & unge m.m.

På vej til nyt forhold mellem Dansk Oase og de gamle vækkelsesbevægelser

En række forhold i dag gør det både muligt og nødvendigt med en ny dagsorden for dialog og samarbejde.
De forskelle, der førte til oprettelse af Dansk Oase i 1989, eksisterer vel i nogen grad stadig, men tiden er blevet anderledes og der er tilsyneladende kommet nye vægtlægninger i Dansk Oase. Man har udviklet sig fra stævne-bevægelse til menighedsbevægelse, kendt for tilbedende lovsang og nådegavebaseret fælleskab.
Vor tid fremmer en ekstrem individualisme og relativisme i holdninger. Det udgør en fælles udfordring for alle, der lægger vægt på fællesskabsaspektet i den kristne tro, og som ved, at det ikke er sandt, at "enhver bliver salig i sin tro".
Fra udlandet får begge parter mange impulser til fornyelse af trosliv og menighedsliv. Som regel kommer disse fra en ikke-luthersk sammenhæng. Det giver en fælles udfordring til at være villige til at lære nyt uden derfor at slippe vores luthersk-bibelske arvegods.
Fordi vi alle står i den samme åndelige nødsituation i vort folk - og i den samme udfordring fra en stadigt mere pluralistisk folkekirke - er det vigtigt at være på god talefod med hinanden som lutherske vækkelses- og fornyelsesbevægelser.
Vi har brug for at lære af hinanden: De gamle bevægelser har godt af at blive mindet om ikke at stivne i bestemte former - ikke blive defensive og opgivende - ikke opgive troen på Gud Helligånds fornyende og udrustende kraft i dag. Dansk Oase kan derimod have godt at blive mindet om betydningen af solid bibelundervisning - om vigtigheden af læremæssig fundering - om traditionernes betydning.

Lagt på nettet d. 12. juli 2008 af flemming

Artikelliste