Budskabet

 

Himmel og Helvede

Svend Åge Jacobsen

Selv om hverken Himlen eller Helvede fylder meget i Skriften, må vi ikke anse dem for små underordnede emner, et lille hjørne, som man kan tage frem ved lejlighed. Nej, himmel og helvede er hovedsager i Skriften som ligger bag ved det hele. Himmel og helvede er hovedelementer i Guds frelsesplan.

Hovedpunkterne i Bibelen er skabelse, syndefald, frelse og fuldendelse. Ved Jesus himmelfart sagde Apostelen Peter om Jesus: ”Han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund” (ApG 3,21).

Guds frelsesplan går ud på at genoprette alt. At genoprette noget, er at føre det tilbage til begyndelsen, til det som det var engang. Det, der skal genoprettes, er de forhold, der var i Edens have før syndefaldet. Der hvor menneskene levede i fuldkommen harmoni med Gud, med sig selv, med hinanden og med naturen. Der hvor synd og skam var ukendt. Den verden, Gud skabte, var hel og ren.

Det var den verden, der blev ødelagt ved syndefaldet. I syndefaldsberetningen (1 Mos 3,1-7) ser vi syndens væsen meget klart. Synden er en ond ånd, en magtfaktor, som kommer fra djævelen selv. Den skiller mennesker fra Gud og skiller mennesker fra hinanden. Syndens ånd afspejler djævelens væsen. Her skal der ikke gås i dybden med djævelen og hans væsen, men bare kort siges, at han var en engel, måske den øverste i englehierarkiet. Han gjorde oprør mod Gud og blev Guds argeste modstander. Det er nærmere beskrevet i blandt andet Esajas' Bog 14,1-23, Ezekiels Bog 29,12-19 og Andet Petersbrev 2,4-10.

 

Himlen

Jeg har lyst til først at citere et hovedord om denne sag. ”Mine kære, vi er Guds børn nu, og det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er” (1 Joh 3,2). Det er os ikke givet på denne side af den store dag, at forklare alt om Himlen. Det er ganske enkelt ikke åbenbaret for os endnu. Desuden er det heller ikke muligt at forestille sig noget, som man endnu ikke har set. Alligevel kan der siges meget ud fra Skriften om den sag.

Himlen er Guds bolig. Det har vi bl.a. lært gennem fadervor, hvor vi beder til Gud, som er i himlene. Det kommer klart frem, da Salomo indvier sit tempel, hvor han bl.a. siger: ”Himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget!” (2 Krøn 6,18). Jeg kan ikke forstå, at Himlen ikke kan rumme Gud, men jeg kan læse det og der igennem ane noget om Guds storhed.

Det er denne Gud, vi i Himlen skal se, som han er. Og når vi ser ham, som han er, forvandles vi og bliver ligesom ham. Det forstår jeg heller ikke. Jeg mangler forudsætningerne for at forstå det. Men det skete forbilledligt for Moses, da han var sammen med Gud på bjerget (2 Mos 34,29), og det sker allerede nu for os, når vi i tro og bøn vender os til Jesus gennem Skriftens ord (2 Kor 3,12-18). Den side af vores liv med Gud skal vi tænke meget på og flittigt praktisere nu, for det har Guds forvandlende kraft i sig, og det skænker os en forsmag af himmel på jord allerede nu. Jo mere vi lever i det, des mere forstår vi af Himlen allerede nu.

 

Jesus i Himlen

Da Peter holdt en tale kort efter pinse, sagde han bl.a. om Jesus: ”han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund” (ApG 3,21). Jesus omtales som ”den først opstandne” (Apg 26,23). Han er førstegrøden (1 Kor 15,23), dvs. at hans død og opstandelse er forbilledlig for os. Hvad sker der med os når vi dør? Jo, vi skal bo i Himlen indtil alting genoprettes. Sådan taler Paulus også, når han tænker på sin egen død. ”Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus” (Fil 1,23). På en måde skriver Paulus ingenting om selve Himlen. Det er sikkert heller ikke åbenbaret for ham. På den anden side, så skriver han det hele. Vi skal være sammen med Jesus. Og når man kender Jesus og har overgivet sit liv til ham, ved man, at det er det bedst tænkelige sted at være. Denne Jesus, skriver han i samme brev (3,21), skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme. Uden at vide nøjagtig hvordan det vil ske, så har vi hans ord for, at det vil ske, og det er nok.

Sådan var det også forbilledligt med to af troskæmperne i GT, Moses og Elias, der viste sig for Jesus i det, vi kalder ”forklarelsen på bjerget” (Matt 17,1-13). Også om dem er der meget vi ikke ved, men der er også noget vi ved. De var gemt hos Gud. Deres legemer var allerede blevet forvandlet. De kendte Jesus, og Jesus kendte dem.

 

Himlens betydning for os nu

I Hebræerbrevet kap.11, hvor der fortælles om trosheltene, er der er et afsnit om Himlens betydning i deres liv: ”Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. Men de, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland. Hvis de dermed havde tænkt på det, som de var rejst ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage; men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske” (11,13-16). For dem var Himlen ikke bare en teoretisk størrelse, det var et konkret mål, de gik efter. Det var det egentlige. Derudfra satte de kursen, og derfor nåede de målet. Dette afsnit er vejledende for hele kristenheden. Helt konkret taler Paulus om i Kolossenserbrevet 3,1: ”Når I nu er oprejst med Kristus, så søg det, som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd. Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske”.

Modsat taler Paulus i Filipperbrevet 3,19 om nogle der ender i fortabelsen: ”Bugen er deres gud, de sætter en ære i deres skam, de tænker kun på det jordiske”. Denne formaning er meget aktuel for os. I vores tid, hvor vi har en materiel overflod, som ingen generationer har haft forud, står vi i stor fare for at blive så opslugt af det jordiske, at vi taber målet af syne. Det er fortsat sådan, at hvor din skat er, der er også dit hjerte!

I Filipperbrevet, som også er kaldt glædens brev, står der faktisk meget om Himlen. Det tror jeg ikke er tilfældigt. Sand kristen glæde er nøje forbundet med en klar forståelse af Himlen. ”Vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” (Fil 3,20f). Ligesom en kristen både er en synder og samtidig retfærdig, sådan er han også samtidig jordisk og himmelsk. At være kristen er at være ”meldt ind” i Himlen. Har man klarhed over disse forhold og kender Guds løfter om den sag, kan man leve som et sandt og helt menneske på denne jord.

”Når Jesu kærlighed kun ret betragtes,

når verden er os led og intet agtes,

når Himlen er os kær og sød og yndig,

da bliver Herrens hær i striden myndig”

(H. A. Brorson)

 

Himlen, magtens centrum

I Himlen sidder Gud på tronen. Tronen, i bestemt form, er udtryk for magten. Gud har virkelig al magt i himmel og på jord. Det kommer meget klart frem i de første to kapitler af Jobs Bog. Tro frimodigt det, også ind over alt det der kan synes urimeligt. I Johannes' Åbenbaring 4,6 fortælles, at der foran Guds trone er et glashav så klart som krystal. Det betyder, at når vi kommer dertil, vil vi forstå alt helt klart. Der er sagt, at der bliver alle vores ”hvorfor” til ”hvortil”. Det skal være en trøst for os nu. Job viser vejen ved at sige: ”Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde” (Job 2,10). En dag skal vi se, at Gud havde en mening med det hele.

 

Himlen, Helligåndens hjem

Helligånden har sin bolig i Himlen. Da Jesus blev døbt, åbnede himlen sig og Guds ånd dalede ned over ham som en due (Matt 3,16). Helligånden kaldes også ”den himmelske gave” (Hebr 6,14), som er sendt fra himmelen (1 Pet 1,12). Når et menneske bliver født på ny, kommer den hellige ånd og tager bolig i ham. Med det sker der noget helt afgørende. Da får han del i Guds natur. Så kan han både se Guds rige og komme ind i det, siger Jesus (Joh 3,6). Åndens gave er billetten til Himlen. Uden den kan man ikke holde ud at være der. Uden den er man helt uden for det himmelske liv.

I Himlen fylder lovsangen meget. Den er der sat ord på mange steder i salmernes bog, fx Salme 103 og 148. Den kommer klart frem ved Esajas’ kaldelse i Esajas' Bog 6. Men stærkest er den udtrykt i Åbenbaringsbogen. ”Og jeg hørte lyden som af en stor folkeskare og som af vældige vande og som af stærk torden, som sagde: Halleluja! Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten, lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede, hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder” (Åb 19,6f.). Den sang skal vare evigt. Da har man nået troens mål, den evige frelse. Det er for dem, der, som en brud, har gjort sig rede.

Men så melder spørgsmålet sig: Hvad skal der ske med dem, der ikke har gjort sig rede, dem der ikke vil lege med? Dem frelser Gud vel også? De må vel også være med?

Når man tænker bare lidt på, hvad Himlen er, og hvad den skal være fuld af, tror jeg da enhver kan se, at det ville være helt urimeligt. Man kan da ikke tvinge mennesker, som bevidst ikke bekender kristentroen, til at synge lovsange til Gud en evighed lang. Netop lovsang er jo, hvis det skal være andet end teater, udtryk for hjertets inderste overbevisning. Hvis man sætter folk som Hitler og Göring til at synge lovsange i Himlen vil det da blive en revy og ikke en gudstjeneste. Det ville da være voldtægt af værste slags og imod hele Guds grundprincip med mennesket, nemlig den personlige frihed og ukrænkelighed. Til Himlen kan der kun ringes, ikke tvinges.

 

Helvede

Helvede er et frygteligt sted. Men også her gælder det, at vi ikke kender det fuldt ud. I Åbenbaringsbogens billedsprog kaldes det ”ildsøen der brænder med svovl” (Åb 19,20). I Markusevangeliet 9,43 taler Jesus om Helvede som stedet hvor ”ilden ikke slukkes og maddikerne ikke dør”. I lignelsen om den rige mand og Lazarus (Luk 16,19-31), fortæller Jesus om den rige mands råb fra Helvede: ”Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer”. Helvede er et pinested, hvor der skal være ”gråd og tænderskæren”.

Fortabelsen kaldes også for ”den anden død” (Åb 21,8). Død i NT har noget med adskillelse at gøre. Det er klarest beskrevet i Efeserbrevet 2,11f. Når der tales om den anden død, må der også være den første. Når et menneske fødes ind i denne verden, fødes det uden for Guds rige, adskilt fra Gud. Det er den første død, som også kaldes den åndelige død. Når et menneske hører Guds ord og kommer til tro på Jesus, går det over fra døden til livet (Joh 5,24f.). Men sådan er det ikke med den anden død. Da er der ingen vej tilbage. Det er den rige mand i lignelsen godt klar over. Først da det er for sent, besinder han sig på livets sande værdier, og den ellers så sorgløse mand bliver en vækkelsesprædikant, som faktisk er værd at høre på.

Ingen har som Jesus oplevet adskillelsen fra Gud. Det skete på korset, hvor han råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Helvede er gudsforladthedens højborg, hvor man i ensomhed kan råbe og bede med bevidsthed om, at ingen hører.

Det er tankevækkende, at det er Jesus og kærlighedens apostel Johannes, der taler mest om Helvede. Det er nok fordi der skal kærlighed til at tale om Helvede, men kærligheden tvinger også til at gøre det. Det mest ukærlige, vi kan gøre, er, stik imod Jesu ord og praksis, ikke at tale om det. Sagen må frem i lyset. Som hovedregel er det sådan, at tro på Helvede befrier fra Helvede, men fornægtelse og fortielse af Helvede leder til Helvede.

 

Hvem er Helvede for?

Det kan ikke siges stærkt nok, at Helvede er ikke beregnet til mennesker, det er til Djævelen og hans engle (Matt 25,41). Det er der, Gud vil udslette de kræfter, der siden syndefaldets dag har ødelagt, forpestet og formørket livet på jorden på utallige måder. Der vil ondskaben blive mødt af Guds vrede i hele sin styrke, men skriften siger også, at: ”Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus” (1 Thess 5,9). Fortabelsen er for Djævelen og dem, der følger ham. Frelsen er beredt af Jesus for dem, der vil være med ham. Her kan ingen være neutral!

 

Hvad vil Gud ved Helvede?

Et af de steder, hvor vi kommer tæt på Guds hjertes tanker om denne sag, er i Salme 94. Derfra vil jeg nævne nogle få hovedpunkter. Vers 2: ”Rejs dig, du jordens dommer”, er salmens tema. Det er en bøn, født af den hellige ånd, hvor troens folk spørger: ”Hvor længe, Herre, skal de ugudelige juble? De som knuser dit folk, Herre”. Skal de have lov til frit at fortsætte? I v.16 spørges der: ”Hvem står sammen med mig mod de onde”? Frem til v.19 kommer Guds svar på dette spørgsmål. Det er værd at læse. Til sidst har salmen en dobbelt konklusion. I v.22 samles evangeliet i en sum: ” Men Herren blev min borg, min Gud blev min tilflugtsklippe”. Og i v.23 kommer lovens dom ufortyndet: ”Han lod deres uret komme over dem selv og tilintetgjorde dem i deres ondskab. Herren, vor Gud, tilintetgjorde dem”. Gud vil ikke i længden se på at hans skabning pines og lider til døde. Gud har på selve syndefaldets dag lovet, at der skal komme en og knuse slangens hoved. Det kommer endeligt på dommens dag.

”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag. Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse. Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det menneskeskabte på den vil vise sig som det, det er. Da nu alle disse ting må gå i opløsning, hvor helligt og gudfrygtigt bør I da ikke leve, mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte. Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor” (2 Pet 3,8-13).

Lagt på nettet d. 14. maj 2010 af flemming

Artikelliste