Budskabet

 

Frelse og fortabelse

Peter Søes

Når nogen spørger mig om det håb, jeg har for evigheden, mangler jeg normalt ikke noget at sige. Hvis det er et barn, der spørger, fortæller jeg om løver og lam, der græsser sammen, og om de boliger, jeg véd, Jesus har gjort klar til os. Hvis det er en voksen, fortæller jeg om en ny verden uden synd, sygdom og frygt, og både børn og voksne fortæller jeg om, hvordan vi skal møde mennesker, vi har mistet, og om at vi skal se Jesus, som han er.

Når nogen spørger mig, hvad fortabelsen er, har jeg ikke så mange ord. Og det er ikke kun, fordi det er svært at tale om. Det er også, fordi Bibelen ikke giver konkrete beskrivelser af fortabelsen, der modsvarer dem, den giver af frelsen. De bibelske forfattere taler her i billeder. Jesus taler om fortabelsen som ild (fx Mark 9,43) og som mørke (fx Matt 8,12), og Åbenbaringsbogen taler om en sø af ild og svovl (Åb 20,10).

Ild og mørke, som på det konkrete plan er modsætninger, kan altså begge bruges som billeder på fortabelsen. Ilden er, tror jeg, et billede på Guds vrede. Fortabelse er at møde Gud i hans vrede, og det er frygteligt (Hebr 10,27.31). Mørket er et billede på det, at Gud forlader den fortabte, sådan som Bibelen også kan beskrive det (2 Thess 1,9). Fortabelse er at være forladt af Gud for altid – og også det er frygteligt.

Og gådefuldt: Fortabelse er at møde Gud på en måde, som indebærer hans evige fravær. Ingen forstår vel det, og ingen kan næppe heller forstå det; det er formentlig grunden til, at Bibelen ikke er mere konkret, end den er.

Men i hvert fald: Bibelen lærer os, at fortabelsen skal komme, når Jesus kommer som verdens dommer. Den beskrives i billeder, men det, billederne handler om, vil blive en realitet. Fortabelsen er den straf, som Gud har bestemt for Djævelen og dæmonerne (Matt 25,41. Åb 20,10), og det forfærdelige er, at der er mennesker, der skal følge Djævelen ind i fortabelsen.

 

Synd og fortabelse

To overvejelser mere forekommer mig afgørende, for det første at fortabelsen, også som straf, er en direkte forlængelse af det oprør mod Gud, som synden er.

For at bruge en sammenligning (vel vidende at ingen sammenligninger virker rimelige her): Når et menneske dømmes i vores i vores retssystem, er der som regel ingen direkte sammenhæng mellem forbrydelse og straf. Det ligger ikke i sig selv i fx tyveri eller vold, at det fører til så og så mange års fængsel. Derfor kan strafudmåling diskuteres, og straf kan i nogle tilfælde gøres betinget eller konverteres til en anden straf, fx til samfundstjeneste. Anderledes hvis fx en mand banker sin kone, og hun derefter forlader ham. Den ”straf”, som hendes reaktion er for ham, står da i direkte sammenhæng med det, han har gjort, fordi det ligger i hans ”forbrydelse”, at den har ødelagt forholdet mellem dem.

Fortabelsen står i direkte forlængelse af den krigserklæring mod Gud, som synd dybest set er (jf. Rom 5,10; 8,7). Både som Guds evige fravær og som Guds evige vrede er fortabelsen den eneste mulige følge af synden, fordi synd er at ødelægge forholdet til Gud og at gøre sig til hans fjende.

For det andet: Den stærke reaktion, jeg ofte selv har mod Bibelens tale om fortabelsen (og som jeg ved, jeg ikke er alene om!), er, at den som straf forekommer mig urimelig. Noget i mig protesterer mod ”strafudmålingen”. Og det skyldes, tror jeg, at jeg har svært ved at fatte alvoren i, hvad synd er – sagt med en berømt formulering: Hvor tung en byrde synden er. Når jeg ser mennesker forsynde sig mod eller svigte hinanden, kan jeg blive vred og harmes, men jeg har stadig følelsen af, at fortabelsen er alt for voldsom en straf.

Der er faktisk kun ét sted, hvor jeg en sjælden gang aner dybderne af det fjendskab mod Gud, som gemmer sig i synden, og hvor jeg synes, jeg følelsesmæssigt kan stå inde for det, jeg lige skrev om fortabelsen som syndens eneste mulige følge. Og det er i min egen synd, når jeg ind i mellem oplever Gud afsløre, hvad den indebærer.

Derfor giver det heller ikke mening for mig at ”forsvare” eller ”begrunde” fortabelsen, når mennesker siger til mig, at de synes, det virker urimeligt og ukærligt. Jeg forstår dem jo godt! – og kan kun sige, hvor jeg af egen erfaring tror, man kan begynde at forstå lidt af fortabelsens ”hvorfor”, nemlig i syndserkendelse og -bekendelse.

 

Jesus og fortabelsen

Som regel siger jeg én ting til, nemlig at den i Bibelen, der taler mest – og mest udførligt og direkte – om fortabelsen, er Jesus selv. Det giver et vigtigt perspektiv. C.S. Lewis bemærker i bogen The Problem of Pain, at han ville betale en hvilken som helst pris for at kunne ophæve læren om fortabelsen og fortsætter så: ”Det ville dog ikke være en tusindedel af den pris, Gud allerede har betalt for at fjerne sagen”.

Jesus taler om fortabelsen med den troværdighed, han har som verdens dommer. Men mere end det: Hans troværdighed viser sig først og fremmest i en kærlighed, der gav sit liv for at frelse mennesker ud af fortabelsen. Når Paulus skriver, at Gud ønsker, at alle mennesker skal frelses (1 Tim 2,4), så er det ikke tomme ord. Gud har sat handling bag ordene ved at blive menneske og gå i døden, for at mennesker ikke skal fortabes (Joh 3,16). Og stillet over for hans offer på korset er det, som vores indvendinger om, at hans ord om fortabelsen skulle være ukærlige og urimelige, blegner.

 

Forkyndelse og fortabelse

Disse overvejelser har også noget at sige om, hvilken plads fortabelsen skal have i kristen forkyndelse. Fortabelsen er dén kommende virkelighed, som frelsen er en frelse fra, og derfor må kristen forkyndelse også sætte ord på dens mulighed. For at advare og for at forklare, hvad frelsen er, men først og fremmest for at være tro imod det ord, som kristne forkyndere er sat til at give videre.

Når det er sagt, kan man konstatere, at der er forskel på, hvor konkret og direkte de bibelske forfattere beskriver fortabelsen. Paulus bruger ikke de stærke og malende billeder, der er typiske for Jesus og Johannes Døberen (og en række af profeterne). Og det er ikke, fordi han ”nedtoner” sagen (jf. fx Fil 3,19. 1 Tim 6,9), men fordi hans personlighed og stil er en anden. Det betyder for mig at se, at vi må give hinanden (og vores forkyndere) frihed til samme forskellighed, så vi hverken mistænkeliggør den advarende og ransagende forkyndelse, der bruger mange ord til at skildre fortabelsen som en reel risiko, eller den forkyndelse, som med færre ord om selve sagen er tro mod Jesu ord.

Jeg har selv prøvet at blive kritiseret både for at tale for meget og for at tale for lidt om fortabelsen – i begge tilfælde af kristne med stor indsigt i og kærlighed til Bibelen, vel at mærke. Og jeg har i begge tilfælde syntes, at det var en kritik, der var svær at håndtere, fordi jeg altid bruger meget gennemarbejdede formuleringer om dette emne.

Mit ideal er, at forkyndelsen her skal vise hen til Jesu egne ord. Det skal kristen formidling naturligvis altid, men det gælder alligevel i særlig grad i dette stykke. For der er stor fare for, at dem, der hører forkyndelsen, oplever det sådan, at ”nu taler han om de andre”, ikke om noget, der er en reel fare for ham selv. Og fordi fortabelsen virker urimelig, når udgangspunktet er ”de andres” synd, er min foretrukne model at ”stille mig sammen med” dem, jeg taler til, og så tage ordene frem som en advarsel til os, der nu er fælles om at høre dem.

I alle tilfælde er det godt for en forkynder at repetere Paulus’ ord i Første Korintherbrev 9,27, hvor han er opmærksom på risikoen for at han, ”der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet”.

 

Mission

Gud ønsker ikke, at nogen skal fortabes! Det var derfor, han sendte Jesus (Joh 3,16), og det er derfor, han også i dag sender de kristne til verden med evangeliet om Jesus. ”Sendelse" hedder på latin ”mission”, og det vigtigste ved missionen er, at den er Guds. Det er dybest set ham, der døber, og ham, der forkynder, for nu at tage de to ting, mission konkret indebærer ifølge Matthæusevangeliet 28,19f.

Ved sin mission, dvs. ved dåb og forkyndelse, frelser Gud mennesker ud af fortabelsen, og det er det, der er hans store projekt i verden nu. Det er også derfor, Jesus indtil nu har tøvet med sin genkomst: Han vil have flere med (2 Pet 3,9). Og med tanke på, hvad Gud allerede har ”investeret” i frelsen, er det på sin vis ikke mærkeligt, at han lægger så stor vægt på sin mission. For at sætte det på spidsen: Hvis ikke mennesker tager imod Jesus, er han død forgæves. Og formålet med al mission er, at mennesker må tage imod ham.

Det mærkelige er, synes jeg, måden Gud fører sin mission igennem på. Nemlig ved at sende netop os. Man skulle tro, det kunne gøres mere "effektivt", ved at den opstandne Jesus selv eller fx englene kom lidt mere synligt på banen – eller på en af de tusind andre måder, der vel står til rådighed, når man "har al magt i himlen og på jorden" (Matt 28,18). Men Gud har altså valgt – i suverænitet og af grunde, vi næppe kommer til helt at forstå – at sende os. Dvs. at bruge os i det, som er hans vigtigste projekt i den nuværende verden: At frelse mennesker ud af fortabelsen (sml. Rom 10,12-17).

Dette har flere konsekvenser; her vil jeg blot pege på én. Nemlig at når missionen er Guds, er den også Guds ansvar. Det er vigtigt. Fra søvnløse nætter ved jeg, hvordan fortabelsens alvor ellers kan gøre min lille rolle i Guds mission forkrampet og tyngende. Jeg tror, det er af barmhjertighed mod mig, at Gud har kaldet mig ind i sin mission (2 Kor 4,1), og at Gud på forhånd vidste, at min tjeneste ville være mærket af svigt, synd og svaghed. Han gjorde det ikke, fordi han ikke havde andre muligheder, men fordi han ville det sådan. Derfor tror jeg heller ikke, der på den yderste dag vil være mennesker, der kunne have været frelst, hvis jeg havde anstrengt mig mere, givet flere penge, brugt flere aftener på det etc. For ansvaret ligger hos den Almægtige.

 

Hvad med dem, der ikke har hørt evangeliet?

Umiddelbart virker svaret smerteligt indlysende: Bibelen lærer os, at alle mennesker er fælles om den synd, som på den yderste dag vil møde Guds dom, også dem, der ikke kender Bibelen. Paulus fremhæver, at ”de, som har syndet uden loven, vil gå fortabt uden loven” (Rom 2,12), fordi de i deres samvittighed ved, hvad det er for en retfærdighed, Gud kræver af mennesker, han har skabt. Derfor kan intet menneske undskylde sig, siger Paulus. Og der er kun én vej ud af fortabelsen, nemlig troen på Jesus.

Når jeg – ligesom vel de fleste kristne – ind imellem spørger, om der alligevel kan være håb om frelse for mennesker, der ikke har hørt om Jesus, betyder dette i hvert fald to ting: For det første at ingen er uskyldige eller står uden for oprøret mod Gud. Og for det andet, at ingen frelses ad en anden vej end tro på Jesus, hverken jeg eller den hindu, som i en fjern afkrog af Indien aldrig har hørt om ham.

Derfor må spørgsmålet også lyde: Er der mulighed for at tro på Jesus uden at have hørt om ham? Det handler ikke om, om der måske er en anden vej til frelse, for det er der ikke. Spørgsmålet er, om Gud kan skabe troen i et menneske, som ikke har hørt om Jesus – og om han i nogle tilfælde faktisk gør det.

C.S. Lewis fortæller i den sidste Narnia-bog om Emeth, der ikke har kendt Aslan (et billede på Kristus), men som alligevel frelses til sidst. Fordi han hele sit liv har søgt efter, troet på og tjent Aslan uden at vide, at det var det, han gjorde. På den måde overvejer Lewis i fortællingens form, om det er muligt at tro på Jesus uden at vide, at det er det man gør. Og måske kan man – jeg understreger det tøvende og spørgende i disse overvejelser – i forlængelse af Lewis tænke sig et menneske, som Gud arbejder i, så det menneske beder om tilgivelse og barmhjertighed uden at have hørt om Jesus og hans død på korset. Hvis man kan tænke sig et sådan menneske, synes jeg, det er svært at forestille sig, at han ikke får, hvad han beder om.

I den forbindelse er det en vigtig iagttagelse, at Bibelen ingen steder tydeligt siger, at den, som ikke har hørt evangeliet, vil gå fortabt. Det er jo ellers den umiddelbart logiske konsekvens af, at Guds mission er der, for at frelse mennesker ud af fortabelsen – men det står altså ikke sådan. Og selvom det er problematisk at bygge noget på, hvad der ikke står, er det på den anden side også svært at formulere sig skarpere, end Bibelen gør.

 

Hvad med børn, der dør uden at være blevet døbt?

Dét spørgsmål har jeg også fået – og stillet – mange gange. Sagligt handler det dybest set om det samme som spørgsmålet ovenfor, selvom det følelsesmæssigt opleves anderledes. Ikke mindst, selvfølgelig, for forældre, der har mistet et barn, som ikke var døbt.

Igen: Ingen – heller ikke børn – frelses, fordi de er uskyldige. Den synd, som Gud på den yderste dag vil dømme, er vi fælles om fra før vi bliver født. Spørgsmålet er derfor ikke, om Gud har en anden vej til frelse for børn, men om vi kan håbe på, at der er mulighed for at tro på Jesus uden at være døbt.

Og heller ikke her kan jeg henvise til klare bibelsteder; alligevel synes jeg, jeg finder et håb i Markusevangeliet 16,16: "Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes”. Den tekst er i hvert fald et eksempel på, at Bibelen ikke drager den ”umiddelbart indlysende” konsekvens af, at Gud frelser ved dåb. Det ville jo være, at alle, der ikke bliver døbt, fortabes, men sådan står der ikke.

En enkelt overvejelse har jeg selv haft hjælp af. I en lang periode i oldkirken havde man den praksis kun at døbe én gang om året, nemlig ved påske, og derfor stod man ofte med mennesker, som havde mistet børn eller voksne pårørende, som endnu ikke var døbt. Flere af kirkens ledere sagde dengang, at fordi vi tror, at Gud som svar på forbøn forud for dåben skaber tro i den, der skal døbes, er dåben på en måde "allerede i gang", både for børn, som vi beder Gud om at tage imod, og for voksne, som bekender troen. Og derfor vil Gud regne den, der dør "på vej mod dåben", som døbt, selvom han ikke er det.

Ingen overvejelser af denne type kan påberåbe sig klare tekster i Bibelen, hverken når det handler om børn, der dør uden at være døbt, eller når det handler om mennesker, der dør uden at have hørt om Jesus. Og de vil aldrig kunne bruges til at "tage noget fra" missionsbefalingens klare ord om at døbe og lære, eller til at nedtone betydningen af det, Gud gør i dåben og forkyndelsen. Men jeg oplever det som overvejelser, der ligger inden for Bibelens perspektiv på mission, også det særlige perspektiv at ansvaret til syvende og sidst er Guds, ikke vores.

 

Tryghed på dommens dag

Alligevel er fokus i Bibelens tale om fortabelsen et helt andet sted, især da for os, som har hørt om Jesus, og som er døbt. Til os taler Bibelen om fortabelsen som en advarsel. Baggrunden er alvorlig, for fortabelsen er en reel risiko. Og alligevel kan vi være trygge, for Jesus er stærk nok til at bevare alle, som tror på ham, frelst gennem dommen og ind i det evige liv. Han siger det selv: Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd (Joh 10,27f).

Lagt på nettet d. 14. maj 2010 af flemming

Artikelliste