Budskabet

 

Fra gåde til lovsangsjubel

Christian Maymann

I denne artikel skal vi se på nogle sider af, hvad Bibelen siger om Himlen. Jeg vil forsøge at trække de forskellige aspekter frem, samtidig med at jeg vil lade den norske forfatter Karl Marthinussen sætte ord på ved hjælp af salmen ”Ja, engang mine øjne skal se Kongen i hans pragt” (ÅSS 615).

Der hvor Gud ér

I bibelsk forstand kan ”himlen” være flere ting. Det kan være det vi ser, når vi går uden for døren og ser op. Sådan bruger David det fx i Salme 8. Men det kan også bruges til at beskrive der hvor Gud er og bor med alt sin udelte velsignelse. Det første bibelske eksempel på ”himmel” i den forstand er Edens have, hvor Gud var og vandrede med al sin udelte velsignelse indtil ulydigheden opstod. Når vi som kristne taler om at komme ”i Himlen” – så er det udtryk for at vi skal være sammen med ham, og modtage hans udelte velsignelse.

Når Jesus siger til røveren på korset, at ”i dag skal du være med mig i Paradis”, så er det denne betydning, der ligger i udtrykket: Han skal være sammen med Jesus – og så er han ”i Himlen”. Den virkelighed møder vi også i den beskrivelse af Himlen, som vi får i Johannes’ Åbenbaring. På forskellig vis forkynder Johannes, at det nye Jerusalem er der, hvor Gud er. For det første står der, at Guds trone skal stå i byen, og at de frelste skal se Guds ansigt (22,3).

Det næste vidnesbyrd om fællesskabet med Gud er selve beskrivelsen af det nye Jerusalem, som Johannes får. Jerusalem fremstår som en guldbeklædt terning. (Det fremgår af 21,16 og 21,18). Da Kong Salomo byggede templet i Jerusalem, byggede han det allerhelligste som en terning (1 Kong 6,20) og beklædte hele templet med guld (1 Kong 6,22). Templet i Jerusalem var Guds bolig, og lighederne mellem Salomos tempel og det nye Jerusalem lærer os, at det nye Jerusalem er Guds bolig.

Derfor er det nye Jerusalem og Himlen det samme. Det er der, hvor Gud er med al sin udelte velsignelse. Det kaldes også for Guds paradis (jf. Åb 2,7). I Marthinussens salme udtrykkes det med ordene om, at i den nye verden bliver det skønnest at se Guds nådestol, og at vi der skal se Guds underfulde lam. Himlen er der, hvor Gud er til stede.

 

Fornyelse: Rammen er Første Mosebog 1-3

Hvis vi skal forstå Bibelens tale om ”Himlen” eller om ”den nye verden” er det nødvendigt at se forbindelsen mellem de første og de sidste sider i Bibelen.

Det første, vi læser i Bibelen, er, at ”i begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”, og Johannes ser på nogle af de sidste sider ”en ny himmel og en ny jord”. Den forbindelse viser os, at talen om den nye verden skal forstås i sammenhæng med skabelsen af den første verden. Gud skabte verden i Første Mosebog, og Gud vil genskabe verden engang i fremtiden.

Johannes beskriver, hvordan livets træ står i midten af byen (Åb 22,2). Det griber tilbage til det første Paradis, hvor livets træ også stod midt i haven (1 Mos 2,9). Det understreger, at den nye verden, som Johannes ser, er det tilbagevendte paradis. Endnu en forbindelse mellem de første og sidste sider i Bibelen ser vi, når Johannes konstaterer, at forbandelsen er forsvundet (Åb 22,3). Den forbandelse, der er tale om, er den forbandelse, Gud pålagde først skaberværket, dernæst menneskene, på de første sider i Bibelen.

Disse sammenhænge udtrykker en fundamental pointe om det kristne håb. En del kristne har haft en forestilling om, at det kristne håb handler om at ”komme i Himlen”. Den forestilling kan være både fuldstændig korrekt og fuldstændig forfejlet. Hvis man med ”at komme i Himlen” mener at komme ”op” i en verden uden materie, hvor man svæver rundt som et spøgelse, så er det en gal forestilling. Det gør det kristne håb til en ”luftig” eller ”åndelig” størrelse, hvorimod det billede, først GT og dernæst NT tegner af ”Himlen”, er en meget fysisk konkret virkelighed. Det er en nyskabelse af den verden, vi kender. Det er derfor, Jesus kan omtale det som ”verdens genfødelse” (Matt 19,28). Paulus omtaler det som befrielsen af skaberværket (Rom 8,21).

Marthinussen udfolder i sin salme om den nye verden denne nyskabelse af verden med ordene: ”Og al naturen genfødt er, og ingen skygger falder mer. Og alt, hvad skønt mit øje så, ny glans og glød vil få”.

Mens jeg sidder og skriver på denne artikel, er vi på vej mod et klimatopmøde. Fra cirka 1980 til 2008 er det blevet 0,3 grader varmere på jorden. Naturligvis svinger det lidt fra år til år, men tendensen er klar: Vi får det varmere. (Se www.dmi.dk/dmi/index/klima/drivhuseffekten_2008.htm). I det lys taler vi om, at verden skal gøre noget ved klimaet, hvilket også er godt – men den ultimative løsning af jordens problemer kan vi ikke finde på den måde. De forsvinder først når forbandelsen over skaberværket forsvinder – så er naturen genfødt, og så er der ikke brug for flere klimatopmøder.

 

Fornyelsen af mennesket

Det er ikke bare skaberværket, der skal fornyes – det er også mennesket selv. Denne fornyelse har både et åndeligt aspekt og et fysisk aspekt. Paulus berører begge sider i sit første brev til korinterne.

I kapitel 13 stiller Paulus en modsætning op imellem det, vi ved og erkender nu, og det, vi kommer til at vide og erkende engang. Nu erkender vi stykkevis, hvorimod vi i den nye verden vil komme til at erkende fuldt ud. Det, vi erkender nu, svarer til at ”se i et spejl”, hvorimod vi i den nye verden skal ”se ansigt til ansigt” (1 Kor 13,12). Baggrunden for billedet er, at spejle i datidens verden var meget dårligere end vores, så der var virkelig ”kvalitetsforskel” imellem det, man så i spejlet, og så hvordan virkeligheden var.

Billedet viser os, at vores åndelige erkendelse, så længe vi lever på denne side af Jesu genkomst, er fragmentarisk og delvis upræcis. Vi ser noget – først og fremmest ser vi Jesus – men der er en del sammenhænge i den åndelige verden, som er gådefulde eller direkte umulige for os at begribe. Men vi får først det fulde billede at se, når vi når frem til opstandelsens morgen. Igen fanger Marthinussen det fantastisk med udtrykket: ”Forvandlet bli’r hver gåde her til lovsangsjubel der”.

En af de ting, jeg selv glæder mig til, er, at vi kan lægge de teologiske og åndelige uenigheder bag os. Jeg synes ofte, de både er nødvendige, slidsomme og vanskelige at håndtere. Men vi ser forskelligt på en række spørgsmål, fordi vi hver især er begrænsede, og vores erkendelse er forvredet. På opstandelsens morgen skal vi lægge de teologiske stridigheder bag os – i stedet for de store diskussioner kan vi spørge mesteren selv – og forstå lidt mere af det svar, han giver os, end vi kan i dag.

Den fysiske side af fornyelsen udfolder Paulus i slutningen af brevet. Udgangspunktet er, at nogle har rejst spørgsmålet om, hvordan døde opstår. Det fører til en lang udfoldelse af, hvordan vi opstår. Kernen i denne udfoldelse er to ting. For det første, at opstandelsen er nyskabelse i lyset af den første skabelse. For det andet, at i opstandelsen vil vi komme til at ligne Jesus. Paulus kalder det ”at bære det himmelske menneskes billede”. Hvad det betyder, konkretiserer Paulus i kapitlet ved at sætte en række modsætninger op mellem, hvad vi erfarer nu, og hvad vi skal erfare, når opstandelsen sker. Nogle af modsætningerne er lige til at forstå, mens andre kan være lidt vanskeligere at få hold på.

Den første forskel er, at mens vores legemer nu er forgængelige, vil de i opstandelsen være uforgængelige. Vi mærker på forskellig vis forgængeligheden i vores liv og vores kæres liv. Nogle gange er der en ryg, der ikke længere kan holde til så meget, eller et gigtplaget menneske, der må stoppe med at arbejde. Når det sker, siger vi, at deres kroppe er slidt op. De kan simpelthen ikke mere. Det samme gælder byggearbejderen, der gik og satte asbestlofter op uden at vide, at det var nedbrydende for hans krop. Det voldsomste udtryk finder vi fx, når vi går til lægen, og han fortæller os, at den sygdom, vi har pådraget os, ikke kan helbredes. Så bliver forgængeligheden for alvor udstillet.

Den næste forskel er, at de legemer, vi bærer rundt på nu, er ”svage”, mens de legemer, vi kommer til at få i opstandelsen, er båret i ”kraft”. Hvad mener Paulus præcis med det? Hvad er et svagt legeme? I Romerbrevet siger Paulus, at Ånden kommer os til hjælp i vores svaghed (Rom 8,26), og tidligere har han kaldt modtagerne af brevet for svage (6,19). Det mest interessante eksempel finder vi i sidste del af Andet Korintherbrev. De meget berømte ord: ”Men han svarede: ’Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed’.” (2 Kor 12,9), kunne ligeså godt oversættes: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i svaghed”. Det er samme udtryk, Paulus bruger.

Udtrykket dækker over den virkelighed, at Paulus ikke er i stand til at leve op til Guds bud. Han bærer rundt på en erfaring af, at han kommer til kort. Den erfaring er bundet til dette liv. I opstandelsen skal vi ikke længere komme til kort over for Guds bud. Der vil vi komme til at leve efter Guds gode vilje for altid.

Den sidste modsætning, jeg vil trække frem, handler om dødens eksistens. Der var engang en evangelist, der gjorde mig opmærksom på, at statistisk set så dør 1 ud af 1. Døden er en erfaring, vi ikke kan komme uden om, og som vi må gennemleve alene. På begge sider af et dødsforløb er der som regel smerte. Først smerte hos den, der dør, og så smerten hos de efterladte. Enhver, der har prøvet at røre en død persons hånd, ved hvor uigenkaldelig døden føles – og magtesløsheden melder sig, når først døden har meldt sin ankomst.

På den nye jord er der ikke længere nogen, der dør. Paulus siger, at det legeme, der sås i dødelighed, opstår som udødeligt, og i slutningen af sin gennemgang af opstandelsen siger han: ”Og når … dette dødelige [har] iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” (1 Kor 15,54-55).

 

Tre gode spørgsmål om Himlen

Når jeg underviser om Himlen, er der typisk tre spørgsmål, der i en eller anden form dukker op. Det første er, om vi skal kunne kende hinanden. Det andet er, om vi kan huske dem, der er gået fortabt, og det tredje knytter sig specifikt til Johannes' Åbenbaring 22,2, som ser ud til at sige, at der er sygdom i Himlen.

 

Sygdom i Himlen?

Johannes siger om livets træ, at det tjener til lægedom for folkene. Det får næsten en automatisk til at spørge: Er der så sygdom i Himlen? Nej, det tror jeg ikke. Man kan forstå træets tilstedeværelse på to måder: Enten er pointen alene den, at der ingen sygdom er i Himlen, fordi træet er der. Det bliver så en forkyndelse af den virkelighed for os. En anden mulighed er at forstå det sådan, at man tager af dette træ en gang for alle når man ”kommer frem”. Det, der taler for den forståelse, er Guds udsagn tilbage i forbindelse med syndefaldet: ” Bare det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt!” (1 Mos 3,22). Det synes at lægge op til: ”Spis en gang og lev for evigt”, og tilsvarende: ”Spis en gang og vær rask for evigt”.

 

Kan vi kende hinanden?

Kan vi sige ”Hej Peter”, eller hvad vi nu hedder, når vi kommer frem? Det tror jeg. Af to grunde: For det første kunne disciplene (for det meste) kende Jesus efter opstandelsen, og eftersom der er en sammenhæng mellem Jesu opstandelse og vores, så vil det sandsynligvis også gælde for os. Nogle vil nok protestere fordi det modsatte var tilfældet med Emmausvandrerne i Lukasevangeliet 24,13ff. Men her skal man bemærke, at grunden til, at de ikke kunne kende ham, var, at deres øjne ”holdtes til” (24,16). Det var så at sige noget hos dem, der gjorde, at de ikke kunne kende ham.

Den anden grund er grundtanken i Første Korintherbrev 15 om forholdet mellem korn og plante. Der er både en identitet og en forskellighed mellem et korn og en plante. Lægger jeg et solsikkefrø i jorden, kommer der en solsikke op – ikke en bananpalme eller noget andet, men netop en solsikke. Sammenhængen mellem frøet og planten udtrykker både en lighed og en forskellighed.

Det samme gør sig gældende for os. Der er en forskellighed mellem den, jeg er nu, og den, jeg skal blive i opstandelsen (jf. den tidligere gennemgang). Men der er også en identitetslighed. Og denne lighed gør (tror jeg), at vi skal kunne kende hinanden i opstandelsen.

 

Kan vi huske de fortabte?

Hvordan er det at tilbringe en evighed i glæde, samtidig med at vi ved, at der er nogle der er gået fortabt? Selv i Johannes’ Åbenbarings maleri af Himlen er der et par gange et par meget sorte streger: fortabelsen (Åb 21,8 og 22,15). Hvordan kan vi leve i glæde i Himlen, når fortabelsen findes? Det er der et helt grundlæggende svar på, og et efterfølgende svar. Det helt fundamentale svar er: Det kan vi, fordi Gud siger, at alt er godt i Himlen – så vil alt være godt i Himlen – punktum. Gud har lovet, at alt er godt i Himlen, så derfor løser han også det problem.

Det næste er så: Hvordan vil det ske? Og her slipper vores erkendelse op. Nogle har gættet på, at Gud vil slette mindet om dem fra vores hukommelse – og det er en oplagt mulighed. Indtil videre bliver vi nødt til at trøste os med, at alt vil være godt i Himlen.

 

Lagt på nettet d. 14. maj 2010 af flemming

Artikelliste