Budskabet

 

Boganmeldelse: Jeg vil stadig bære jer

Jeg vil stadig bære jer

Karl K. Riis

LogosMedia 2009.

124 sider, kr. 149,95

 

Karl Riis er kendt i vide kredse i Luthersk Mission, både gennem sin forkyndertjeneste og som bibelskolelærer gennem mange år på LMH, Hillerød. Mange er blevet opbygget, formanet og opmuntret gennem hans forkyndelse og mange er blevet hjulpet gennem den sjælesorg, han også har øvet i mange år. Jeg er selv en af dem, der har fået meget gennem Karl Riis, og derfor har meget at takke Gud for. Med denne lille andagtsbog fortsætter Karl Riis i det spor, han har gået i de mange år. Der er meget godt at hente i de 60 andagtsstykker, som bogen består af. Det er ingen tvivl om, at Jesus Kristus er i centrum, og der peges hen på alt det, vi har fået gennem ham til livet her – som Karl Riis, med sin store erfaring som sjælesørger, ved er fyldt med både lyse og mørke tider – men der peges også på det herlighedshåb, som vi ejer i troen på Jesus og på Guds omsorg og vilje og evne til at bære os hele vejen hjem.

Andagtsstykket på side 40 hedder: ”En hilsen fra Jesus” og er bygget over Åb 1,4b-5. ”Her får du en hilsen fra den treenige Gud, men læg især mærke til den hilsen, du får fra Jesus … Hør, hvor varm og kærlig hans hilsen er: Han som elsker dig!”

Og på side 64 er overskriften: ”Evig kærlighed”, og stykket tager sit udgangspunkt i Jer 31,3: ”Med evig kærlighed har jeg elsket dig, derfor bevarer jeg min troskab mod dig”. ”Jesus elsker dig! … Også dig, som engang kendte Jesus, men faldt, og nu tænker, at Gud har forkastet dig, også du er elsket, købt dyrt af ham, Derfor kan du frimodigt gå til ham og sige ham hele sandheden, så du hos Jesus finder nåde, mens tid er”.

Og jeg kunne blive ved. Der er hjælp at hente, når vi mødes af anfægtelse, tvivl og sorg, eller når bekymringerne trænger sig på, og vi møder evangeliet til frelse i mange af stykkerne.

Jeg tror ikke, at jeg en eneste gang har læst i bogen uden at være blevet fyldt af taknemmelighed over, hvad jeg ejer i troen på Jesus, og hvilken stor Gud jeg er barn af.

”Jeg vil stadig bære jer” er bogens titel, og det får måske nogle til at tænke, at den mest er beregnet for modne og ældre mennesker, men jeg mener afgjort, at også yngre, ja endog unge, kan få stor glæde af at læse den, og jeg håber, at den vil blive læst af rigtig mange.

Bogen har en dejlig handy størrelse, og stykkerne er tilpas korte, så den passer fint til at tage med i tasken, når man skal på sygebesøg eller andre besøg, hvor man har lejlighed til at dele Guds ord med hinanden.

Jeg synes, at det ville have været fint med en side eller to med en indledning af forfatteren, måske med en begrundelse for valget af titel og nogle tanker om, hvorfor han har ønsket at skrive bogen, og så mangler der en indholdsfortegnelse, så man kan sætte mærke ud for de stykker, man gerne hurtigt vil kunne finde frem til igen. Jeg ville også ønske, at man havde fundet et andet motiv til omslaget. Jeg synes ikke, at det er pænt, og for mig at se er der heller ikke den store sammenhæng mellem titel og billede, men her er der nok delte meninger.

Jeg kan varmt anbefale bogen. Den fortjener stor udbredelse.