Budskabet

 

Hvor blev vækkelsesforkyndelsen af?

Birger Reuss Schmidt

En vækkelsesbevægelse. Sådan benævnes Luthersk Mission i kirkehistorien. Kunne man forestille sig, at det var den betegnelse, man ville give os i dag? Næppe!

Tilbage til udgangspunktet
Missionsforeningerne blev skabt ud af de store vækkelser i sidste halvdel af 1800-tallet. Vækkelserne betød, at mennesker i et stort antal omvendte sig fra deres verdslige liv og sluttede sig til den kristne menighed. Den åndelige baggrund for dette skifte var, at de mødte Guds kald til frelse og tog imod det. Ofte var der tale om mennesker uden nogen kirkelig baggrund.

Senere blev begrebet vækkelse indsnævret til en begivenhed, der hovedsageligt hørte til inden for den kristne menighed. Det troens liv, som engang havde været, var langsomt døet hen. Vækkelse betød opvågning. Det gamle liv i troen blev fornyet. Man vendte tilbage til udgangspunktet: Frelsen i Jesus.

I dag hører vi ikke om vækkelser på vores egne breddegrader. Det er blevet et begreb, som hører til i vores forhistorie - og i andre dele af verden, primært i Afrika og Asien.

I min ungdom sang man "Gamle tiders vækkelser, vi venter". Og ved sjældne lejligheder greb Guds ånd ind, så flere mennesker i en menighed stod op og vidnede, at de nu havde taget imod Jesus. Nogle for første gang, andre på ny.

Men i dag hverken taler eller synger vi om vækkelse. Og vi ser det heller ikke iblandt os.
Det er en stor udfordring for en vækkelsesbevægelse!

Usund vækkelsesforkyndelse
Der kan nævnes mange årsager til denne udvikling. Jeg vil her blot nævne fire.

For det første: Ikke al vækkelsesforkyndelse var sund.

Der var eksempler på, at den stærke udfordring til personlig stillingtagen gik over gevind og blev uevangelisk. "Jeg har besluttet at følge Jesus", sang man, og den beslutning er der jo ikke noget galt i! Men forståelsen bliver lovisk, hvis der ikke samtidig og bag ved dette slagord står klart, at den virkelige beslutning ligger hos Gud. Det er ham, der har besluttet at frelse os. Derfor sendte han sin søn for at lide, dø og opstå for en hel menneskehed. Og det er Gud, der ved evangeliet drager os til ham.

Det skete også, at vækkelsesforkyndelsen endte i overdrevent føleri og kom til at gøre brug af usunde psykologiske virkemidler. Når unge mennesker er samlet i en flok og trætheden melder sig, efterhånden som eftermødet trækker ud, samtidig med de mødes med følelsesladede appeller og sentimental musik, så kommer der let andre faktorer i spil end Guds ånd!

Hermed være ikke sagt, at der ikke også kom noget godt ud af den slags. Det hører med til Guds suverænitet og ophøjethed, at han fører sin vilje igennem på tværs af al menneskelig svaghed. Det har han også gjort i vækkelser, der løb af sporet. Men der var også mennesker, som fik ar på sjælen af denne forkyndelse. Dem, der ikke kunne tale med i et overdrevent følelsessprog eller som måske endda oplevede det, der skete, som et åndeligt overgreb.
Her ligger en del af grunden til, at vækkelsesforkyndelsen forstummede.

Vækkelsesbevægelsen blev akademisk
For det andet: Vækkelsesforkyndelsen blev afløst af menighedsforkyndelse.

I 1960'erne og op i 70'erne var vækkelsestonen det bærende i forkyndelsen i Luthersk Mission. Denne tone blev afløst af en mere varieret forkyndelse, som gennem årene betød, at vækkelsestonen blev udtyndet - for nu næsten at være forsvundet.

En af årsagerne hertil var ønsket om en mere alsidig forkyndelse. Man indså, at der ved siden af vækkelsesforkyndelsen også måtte forkyndes om det kristne liv og mere bredt om den kristne lære. Guds ord i hele dets fylde skulle op på prædikestolen. Samtidig kom der som en reaktion på den meget enkle omvendelsesforkyndelse også en reaktion i form af mere grundlæggende bibelundervisning. Den bibelske substans blev prioriteret. Dogmatikken fortrængte vidnesbyrdet i forkyndelsen.

Alt dette var i nogen grad en følge af den akademisering, som har kendetegnet hele samfundsudviklingen i de sidste 40 år og som også ramte vækkelsesbevægelserne. Det skete markant gennem påvirkningen fra Kristeligt Forbund for Studerende samt Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut - og på både godt og ondt.

Skal døbte unge omvendes?
For det tredje: Behovet for omvendelse blev uklart.

Skal der prædikes omvendelse for unge mennesker, der er døbt, og som ikke har vendt Gud ryggen? Det spørgsmål ville der blive svaret entydigt ja til i 60'erne, men ikke i dag.

Det positive element i denne forskydning er den øgede anerkendelse af troens liv hos børn, som for eksempel også vores tids praksis med børnenadver er et udtryk for. Børn bliver døbt til at tilhøre Kristus og "indlemmet i den kristne menighed", som det hedder i dåbsritualet. Når disse børn vokser op i den kristne menighed og lever med nådemidlerne, hvorfra skal de da omvendes? De er og har jo været Guds børn siden dåben.

Tidligere oplevede mange unge omvendelsespresset som unaturligt og kunstigt - og ikke altid som evangelisk. I dag møder de stort set slet ikke en appel til omvendelse.

Et nyt gudsbillede
For det fjerde: Gudsbilledet er blevet ændret.

"Lille øje, pas nu på, hvad du ser". Sådan sang vi i søndagsskolen i min barndom. I dag synger man "Du er dig, og du duer". Det er udtryk for, at der er sket en forskydning af gudsbilledet.

Man skal passe på med alt for skråsikkert at vurdere sin egen tid, men for mig står det klart, at i 60'erne og 70'erne blev der forkyndt meget tydeligt om Guds hellighed. Det blev også indimellem forkyndt på en måde, som gav mennesker livsvarige problemer med deres gudsopfattelse. Gud blev i den grad politimesteren, at det var for svært også at anse ham for at være den kærlige far.

I dag er situationen så totalt vendt om. Der tales stærkt og godt om Guds kærlighed og barmhjertighed. Om at han værner og beskytter sine børn. Men talen om den hellige Gud er der langt imellem. Temaer som Guds dom og vrede og den dobbelte udgang hører vi sjældent behandlet på prædikestolen.

Vækkelsesforkyndelse er mange ting
Hvad er så udfordringen til en vækkelsesbevægelse i 2011?

Begrebet vækkelsesforkyndelse bliver let en samlebetegnelse for flere former for forkyndelse. Jeg vil kort nævne fire forkyndelsesformer, som har det til fælles, at de udfordrer til personlig stillingtagen og indeholder en personlig appel.

Evangeliserende forkyndelse er forkyndelse til mennesker, som ikke har en baggrund i kirkelige eller missionske miljøer. Der er tale om mennesker, som måske for første gang i deres liv hører evangeliet forkyndt.

Her er der som i al anden forkyndelse brug for forståelse og indlevelse. Det er en hovedsag at formidle viden om de elementære trossandheder. Men det er også på et tidspunkt nødvendigt at udfordre konkret til personlig stillingtagen. Paulus' prædiken på Areopagos i ApG 17 er et godt eksempel på det.

Omvendelsesforkyndelse vil jeg betegne den forkyndelse, der henvender sig til de personer, der sidder på kirke- eller missionshusbænken, men som ikke lever deres liv i troen på Jesus. Vi hverken kan eller skal gå ud fra, at alle i det kristne fællesskab er Guds børn. Den gruppe må indimellem udfordres og anfægtes.

Med den afklarende forkyndelse tænker jeg på forkyndelse til unge fra kristne hjem. Dem skylder vi at give en anledning til synligt at markere, at de er vokset ud af deres forældreafhængige barnetro og nu har taget selvstændig stilling til Jesus.

Man kunne overveje, som man gør i andre sammenhænge, at ritualisere disse forkyndelsestyper med udarbejdelsen af en overgivelsesbøn, som man udfordrer mennesker til bede med på. Det forekommer mig mere evangelisk end "gamle dages" håndsoprækning eller overdrevne pres for at søge personlig sjælesorg hos prædikanten efter mødet.

Den, der har øre ...
Endelig er der så selve vækkelsesforkyndelsen i snæver forstand. Med dette udtryk betegner jeg den forkyndelse, som til stadighed må lyde blandt Guds folk, fordi vi altid står i fare for at glide bort fra det, vi har hørt - og for at blive forgiftet af verdsliggørelsen.

Selve ordet vækkelse betyder jo, at det oprindelige liv er blevet afløst af søvn. Lignelsen om de ti brudepiger illustrerer dette meget klart, ligesom adskillige af menighedsbrevene i Johannes' Åbenbaring, kapitel 2-3.

Vækkelse handler om at vågne op. Om at forny det troens liv, som er ved at smuldre bort. Om at bryde med den verdslighed, som har sneget sig ind. Om at komme ud af den falske selvsikkerhed, der hersker, hvor troens liv er stivnet i former og traditioner.
Er det relevant i dag?

Min vurdering er: Det er mere relevant, end vi bryder os om at tænke på.

Hvis Guds folk ikke lever i stadig vækkelse, så siver det åndelige liv lige så stille ud af den kristne menighed. Det er både Israels historie i Det gamle testamente og kirkehistorien et klart vidnesbyrd om.

Vækkelse kan ingen af os beslutte eller skabe. Vækkelsen kommer, når Gud griber ind ved sin Ånd.

Vores udfordring er derfor mere end noget andet at besinde os på den formaning, som er et stadigt omkvæd i menighedsbrevene: "Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne!"

Signalement af en vækkelse
Ezra' og Nehemias' Bog i Det gamle testamente fortæller beretningen om, hvordan Guds folk i eksilet i Babylon vender hjem for at genopbygge templet og Jerusalems mure. Men bøgerne forkynder også stærkt om vækkelse i Guds folk. Det er især præsten Ezra, der fremstår som reformator og dermed den, der kalder folket til åndelig genrejsning.
Der er meget at lade sig udfordre af her.

Guds folk har til stadighed behov for vækkelse
Israels folks historie er historien om et folk, der på trods af Guds gentagne godhed mod dem alligevel igen og igen vender sig fra ham og glider ud i afgudsdyrkelse. Men det er også historien om, at Gud igen og igen sender profeter for at vække dem op og kalde dem tilbage til ham.
Hos Ezra og Nehemias møder vi hele tre vækkelsesperioder (Ezra 9, Neh 8-9 + 13).
Der er kun 15-20 år mellem hver af disse tre begivenheder.

Udgangspunktet er konkret forkyndelse af Guds ord
Nehemias kapitel 8-9 er et lærestykke. Ezra vender tilbage til Guds ord. Han læser det op for folket "fra det blev lyst til midt på dagen" (8,3). Og ordet blev forkyndt og udlagt, "så man kunne forstå det, der blev læst" (8,8).

Synden bliver konkret
Resultatet af Ezras forkyndelse er en kollektiv bod og bekendelse. Neh 9 kaster et profetisk lys over Israels folks historie, hvor folkets synd bliver åbenbaret meget konkret. I Neh 13 ser vi igen, hvor konkret folkets synd i form af verdslighed og frafald påtales i forkyndelsen.

Guds frelse bliver det vigtigste
Folket begyndte at græde, da de hørte lovens ord. Men ind i denne situation forkyndte profeten: "Vær ikke bedrøvede, for glæde i Herren er jeres styrke". (8,10)

Det er Guds ånd, der gør forskellen
Ezra' og Nehemias' bøger er gennemsyret af, at det er Guds ånd, der gør forskellen. Da tempelbyggeriet går i stå og ligger stille i 16 år, er det profeterne Haggaj og Zakarias, der ved deres forkyndelse igen giver Guds folk frimodighed til at gøre arbejdet færdigt. Det sker med ordene: "Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre" (Zak 4,6).

Sådan blev templet genopbygget for mere end 1500 år siden.

Sådan skaber Gud vækkelse i dag!

Birger Reuss Schmidt f. 1958.
Cand.theol
Redaktør og frimenighedskonsulent i LM
Formand for Hillerød Frimenighed

Lagt på nettet d. 4. maj 2011 af Ditte Olsen

Artikelliste