Vådt vasketøj

12/11/2019

Den store jernport til gården gik op, og ind kom en ung mor og hendes lille søn skubbende med en trillebør fyldt med opvredet vasketøj. Det var Lukas' legekammerat og hans mor, der kom. De bor på landet udenfor Cusco, hvor vi lige for tiden tager til gudstjeneste om søndagen.

Vi hilste på hinanden med kindkys, og mens hun hang vasketøjet op på tørresnorene i gården, holdt jeg lidt øje med de små livlige drenge, der straks fortsatte deres leg fra sidste søndag. Grus og sand blev fyldt op i ladet på en legetøjslastbil for derefter at blive hældt over i en anden beholder. Og så forfra igen. Uden ord er de to knægte nået frem til en fælles enighed om, at de vist fint selv kan stå for børneprogrammet, mens de voksne sidder inde og lytter til dagens prædiken. Det trives de vældig fint med.

Kort tid efter at alt tøjet var hængt til tørre, kiggede både jeg og den anden mor bekymret ud over bjergene. Himmelen så pludselig meget mørkt ud. Hønen i gården skræppede op, da det, der først var en meget kraftig regnskylle, blev til en ordentlig haglbyge. Alt tøjet blev drivvådt. Jeg fik ondt af moren, som stod i t-shirt og virkede til at fryse lidt under halvtaget, hvor vi alle fire havde søgt ly for det våde vejr. "Det ser koldt ud", sagde jeg til hende. "Fryser du ikke?", forsøgte jeg at spørge med hævet stemme, da haglene fortsat hamrede ned på blikpladerne over os. "Jo", svarede hun, og smilte lidt forlegent, da hun fortalte, at hun netop havde vasket alt det tøj, hun og sønnen ikke havde på. Jeg tilbød hende derfor at låne min jakke, men det takkede hun pænt nej tak til. Hun sagde, det nok var bedre, hvis hun lånte sin mors trøje. Så kunne jeg beholde jakken.

Hun løb gennem mudderet over mod huset, og mens hun var inde for at lede efter trøjen, stod jeg og tænkte lidt på, hvordan hun mon ser på mig.
Vi har så ofte fået at vide, at man i Peru går meget op i klasseforskelle, og at vi nok langt hen ad vejen altid vil blive betragtet som tilhørende den bedre del af samfundet, alene pga. vores lyse hudfarve. Lige meget hvor meget vi end vil det, er det ikke muligt at udligne klasseforskellene, der spiller så stor en rolle i samfundet. Der vil altid være forskel i peruvianernes øjne.

Men når det så er sagt, vil jeg dog alligevel gerne forsøge at vise, at vi ikke er mere værd end dem. Ved f.eks. at lade vores søn mudre rundt i det samme smadder som deres børn, spise af den samme mad efter gudstjenesten (dog med risiko for et mere uheldigt resultat i den anden ende pga. bakterier, som vores maver ikke er vant til) eller ved blot at tage den lange tur ud af byen, fordi bønderne derude i udgangspunktet tænker, at sådan nogle "fine" folk som os, da ikke gider bruge tid sammen med dem.
Jeg føler mig forpligtet på at bryde med de kulturelle normer, der sætter skel op mellem mennesker, ved eksempelvis at gøre det, der ikke forventes. For med det menneskesyn, jeg kender til fra bibelen, ved jeg, at der reelt ikke er nogen forskel. Der er ikke noget menneske, der har større eller mindre værdi overfor Gud. Vi er alle lige værdifulde. Uanset.

"Alle skal ende et sted
Alle kommer fra noget og har et landskab med indeni
Af minder og steder, stemninger og nostalgi"

På den stemningsfyldte regnvåde søndag kom jeg til at tænke på netop denne del af Tina Dickows sang. For den nævnte mors "landskab" minder på mange måder langt fra om mit eget. Selvom vi begge er fra landet og har flere andre ting til fælles, så kan vores baggrund ikke sammenlignes. Langt fra.
Men sandheden er den, at alle mennesker skal ende et sted. Alle er vi på vej. Det er vi fælles om. Og om enden på livets rejse bliver evig lykke eller ulykke, afhænger ikke af hvilke livsomstændigheder, vi har haft, om vi har haft høje eller lave tanker om os selv eller andre eller noget helt tredje - men derimod alene af vores forhold til Jesus.

- Julie

Tilføj kommentar