Undgå selvsving - kig ud

16/09/2019

Vi lever i den største missionstid nogensinde. Det melder pålidelige kilder. Med andre ord: Mennesker bliver kristne som aldrig før. 

"Øh”, tænker du måske. ”Er Danmark med i den statistik?”

Der kan ikke herske så meget tvivl om, at kristendommen på mange måder går tilbage i Danmark - og i store dele af den vestlige verden. Det er flere år siden, at det tippede, så flertallet af kristne nu befinder sig i det globale syd. Men der er altså også mennesker i de gamle kristne lande, der kommer til tro. Ikke mindst blandt flygtninge og indvandrere. Det gælder i Danmark, i andre af de nordiske lande og for eksempel i Tyskland. For nylig fortalte en finsk missionsleder, at omkring 1.000 flygtninge fra Afghanistan i Finland var blevet kristne indenfor de seneste år. Ud af i alt 10.000 afghanske flygtninge i landet. Det vil sige hele 10 procent. Mennesker bliver frelst.

”Luk jeres øjne op, se ud over markerne, de er hvide til høst”. Sådan siger Jesus i Joh. 4,35. Han taler om mission. Kigger vi de rigtige steder hen, gælder det stadig. Også i en række af LM’s missionslande.

Mennesker bliver frelst

I sidste nummer af Tro&Mission kunne vi læse, at en familie på fem i Peru var blevet døbt. Den lutherske kirke, som vi i LM samarbejder med i den sydlige del af Peru, vokser ikke særlig meget. Men der er alligevel mennesker, der møder Jesus gennem kirkens arbejde. Mennesker bliver frelst.

Andre steder går det stærkere. Jævnligt hører vi om mennesker i Cambodja, der kommer til tro og bliver døbt. Cambodja er på top10-listen over lande, hvor kristendommen går forholdsvis hurtigst frem. Det er fantastisk, at vi i LM får lov til at være en del af dette missionsarbejde.

Hvis du vil være med, hvor ”det sner”, så er det i LM’s missionsarbejde. Mennesker bliver frelst.

Det er det, Gud vil, ”at alle mennesker skal frelses” (1. Tim. 2,4). Det er det, vi vil i LM. Det er det, der er vores eksistensberettigelse som kristen missionsorganisation.

Vi kan let blive distraherede. Blive optaget af andre ting. Også gode, åndelige sager. Vi kan fin-pudse teologien og læresætningerne, fin-justere menighedens trivsel og indre liv, fin-tune form og udtryk, men Jesus har en bestemt udfordring: ”Luk jeres øjne op, se ud…”

Gud gør store ting

Det er det, vi må gøre: Se ud. Se kaldet. Se mulighederne. Se, hvad der sker. Se, at vi lever i den største missionstid nogensinde. Næ, ikke generelt i Danmark, men samlet set på verdensplan. Kigger vi kun indad, kommer vi let til at gå i selvsving. Kigger vi ud, kan vi se, at Gud gør store ting – også i vores tid.

 

Tilføj kommentar