Spændingen stiger...

24/05/2016

Og udløser store tordenbrag og vind i træerne. Det kan mærkes, at regnen er på vej og den første store byge har da også endelig slået sin vej forbi Siem Reap. Den har fået små, firvingede insekter til at falde ned på jorden til de mange sulte frøer, som pludselig vælder frem – det kunne næsten minde en om de ti plager.

Regnen var sparsom i efteråret og kommer sent i år. Vi har ventet på regnen så længe, at når den endelig kommer føler man sig helt uforberedt. Jeg var eksempelvis fanget i et supermarked, hvor jeg måtte spørge efter ekstra poser, så min taske ikke blev våd. De kloge hoveder siger, at det er den værste tørke i 90 år og jeg håber, de har ret, således at denne hede ikke er helt normal. Køer begynder at tørste og vi har også måttet finde alternative steder at købe rent drikkevand.

For en uge siden var jeg i DK på kort visit og jeg lagde mærke til, hvordan regnen for mange regnes for noget trælst, som ødelægger udendørs aktiviteter og humør mm. – den gør også fx transport vanskelig her, men regnen er stadig velkommen; både pga. afhængigheden af drikkevand til dyr og mennesker, men også pga. nedkølingen af den ekstreme temperatur. Derfor er hvert tordenbrag og lille byge en forløsning og er med til at gøre netop denne periode af året (som også bliver min sidste periode,) til noget helt særligt.

Tilføj kommentar