Kan jeg virkelig overspise????

20/10/2016

Hvis du nogle gange har det lige som mig, så er der en del tidspunkter i dit liv, hvor det hverken er spændende eller interessant at læse i Bibelen. 

I tørkeperioder kan det endda være svært bare at få læst et andagtsstykke, hvor der jo er en anden, som har tænkt over Ordet for mig – så jeg principielt bare kan nyde. Og når jeg ikke får læst, så bliver det også sværere at bede.

Samtidigt har jeg erfaring med, at hvis jeg ikke får læst og bedt, ja – så bliver Gud også længere væk for mig.

Heldigvis er min frelse ikke afhængig af, at jeg læser x antal sider hver dag. Men det betyder meget for mit hverdagsliv.

Ligesom jeg har brug for mad hver dag – selvom det måske burde være lidt mindre end jeg egentligt indtager…på samme måde har jeg brug for at være sammen med Jesus, og her kan jeg næsten ikke komme til at overspise.

Og hvis jeg skal have en smule selverkendelse – så er det ikke HER jeg overspiser.

Derfor var den lige overståede konference for DLM-ansatte i Cambodja en stor velsignelse. Her var der bl.a. et punkt med, hvordan vi kan hjælpe hinanden med at få læst, og vi er jo ikke de eneste, som har den oplevelse og erfaring. Generelt er vi tit bange for at dele den slags med vores menighed og med-kristne, for så er jeg jo ikke perfekt kristen længere og har styr på mit liv.

På konferencen var det dejligt, at vi kunne komme med nogle af vores konkrete erfaringer i en flok, hvor nogle er 20 år og andre har oplevet et langt liv med Jesus.

Flokken i Cambodja med vore danske gæster, Karl og Henriette Haahr samt Bent Olsen

Forslagene er meget forskellige, for vi - volontører og missionærer - her i Cambodja er meget forskellige. Så her er nogle i tilfældig rækkefølge, som jeg gerne vil dele med jer:

  • Gå tilbage til grundteksten eller læse forskellige oversættelser (måske for de lidt nørdede…)
  • Fokus på sammenhæng ved at læse flere kapitler ad gangen.
  • Bruge et forberedt materiale, f.eks. Bibellæserringen.
  • Lave et Excel-ark med forskellige temaer og lægger de forskellige henvisninger ind i det (måske også lidt nørdet??).
  • En form for dagbog, som bruges til at arbejde med teksten ved f.eks. at se på Guds løfter og hvad jeg undres over i den og skrive det ned.
  • Kan også bruges til at gå tilbage og se, hvordan Gud har arbejdet med mig over tid.
  • Bruge sange, enten læse eller synge.
  • Bruge forskellige metoder på forskellige tidspunkter i livet.

For mig er det f.eks. en hjælp at have et fast tidspunkt! Hvad er din erfaring?

Det er OK, at vi gør det forskelligt, men vi må spise for at kunne leve!

Tilføj kommentar