Hverdagsglæden og julestemningen

04/12/2018
"Vi er en familie"
Hverdagsrutinen og livet i Cambodja tager form, selvom livet her dog bliver ved med at byde på nye oplevelser og overraskelser. Det er bestemt ikke kedeligt at bo i Cambodja. Selvom mine arbejdsdage kan være lange og trættende, er der ikke to dage, der er ens.
 
Jeg er glad for mit arbejde, og jeg synes, at Daughters er en fantastisk arbejdsplads med stor imødekommenhed, "Vi er en familie", som en af mine kollegaer siger.
 
Jeg holder meget af at være sammen med børnene i Daycare på Daughters. Jeg synes, at det er spændende at lære børnenes meget forskellige personligheder at kende. Jeg ved, at de kommer fra nogle hårde baggrunde, og derfor håber jeg, at jeg kan være der for børnene på den bedste måde for det enkelte, forskellige barn.
 
Uanset hvad er det i hvert fald fantastisk, at jeg kan komme som fremmede og alligevel blive mødt af udstrakte barnearme hver dag!
 
De små glæder
Forleden dag havde vi bagt finskbrød til vores kollegaer på Daughters. De blev taget særdeles godt imod og var hurtigt spist. Det vakte stor begejstring, og vi havde på ingen måder forestillet os, at det var muligt at blive så glade og energiske af nogle småkager.
 
Det var rart, at noget så enkelt som småkager, kan skabe så stor glæde hos sine medmennesker.
Det er altid rart at møde taknemmelige mennesker, og det er i hvert fald min oplevelse, at khmerene er et taknemmeligt folk.
 
Julestemning
Så er vi kommet ind i december - julens tid. Jeg elsker jul og alt, hvad traditionen indebærer. Men jeg kan ikke komme udenom, at juletiden i år nok bliver anderledes.
Julemaden bliver måske ikke lige så god, som når mor eller bedsteforældrene laver den. Julepynten bliver måske ikke lige så flot, som den plejer. Julegaverne bliver færre. Og det vante vintervejr er ganske enkelt ikke-eksisterende.
 
Men måske giver manglen på julestemningsfaktorer en chance for at kunne fokusere på det, julen virkelig handler om, nemlig at vores frelser blev født. Jeg tror ofte, at julen kan komme til at dreje sig om meget andet, og måske er det sundt nok at prøve at lære julen virkelig at kende!
 
Juletræet i år blev af plastik
Juletræet blev af plastik i år!

Tilføj kommentar

Kommentarer

Glædelig jul og et herligt nyt år. ønsker jeg jer alle derude i verden kærlig hilsen Anna