Hvem skal have din stemme?

16/05/2019

Inden fro de næste tre uger skal vi have hele to valg i Danmark. Den 26. maj gælder det valget til Europaparlamentet, og den 5. juni er der folketingsvalg.

De fleste danskere vil nok synes, at to valg oven i hinanden er mindst et for meget. Den poliske debat fylder meget, og der er desværre meget langt imellem politikere, der deltager i valgkampen med det formål at være part i en samtale, som kan gøre alle klogere. Alt for meget ender i en indstuderet skyttegravskrig, som får mange til at løbe langt væk.

Mange – især unge vælgere – synes også, det er uoverskueligt at skulle vælge mellem ikke færre end 13 partier ved folketingsvalget.

Som kristne kan vi imidlertid ikke bare melde pas til udfordringen. Da Gud i den såkaldte kulturbefaling pålagde mennesket at opfylde jorden og herske over den (1 Mos 1,28), gav han os ansvaret for denne jord. Det omfatter også et politisk ansvar, som i det mindste må betyde, at vi bruger vores stemme, når der er valg.

For nogle må det også føre til en konkret politisk indsats. Det er vigtigt, at der på Christiansborg og i andre politiske forummer er mennesker, som ønsker at træffe beslutninger på baggrund af en klar, kristen livsholdning.

Endnu vigtigere er det imidlertid, at vi alle beder for valget og for vores politiske ledere. Det er tankevækkende, at Paulus, umiddelbart inden han slår fast, at Gud vil alle menneskers frelse, opfordrer os til at bede for ”alle i høje stillinger” (1 Tim 2,1ff). Det er ikke så svært at kritisere politikerne, og det er jo også en del af vores fælles demokratiske ansvar at gøre det, når det er påkrævet. Men lad os først og fremmest bede!

De store spørgsmål er så, hvem der skal have vores stemme, når vi står i stemmeboksen. Bibelen er ikke en politisk opslagsbog, som giver et entydigt svar på det spørgsmål, og politik er jo langt på vej et spørgsmål om personlige vurderinger, hvor vi må give hinanden frihed.

Ovenfor er kulturbefalingen nævnt som begrundelse for at bruge sin stemme. Når det gælder, hvordan stemmen skal bruges, er det tilsvarende relevant at nævne næstekærlighedsbuddet: Du skal elske din næste som dig selv (Matt 22,39).

Som kristne lever vi ikke for os selv, men for vores medmenneskers gavn og til Guds ære. Gud ønsker at forme os efter Jesu billede (Rom 8,29). Så tænk mere på dit medmenneske end på dig selv, når du skal afgøre, hvem der skal have din stemme!

Bragt som leder i Tro & Mission 09/2019

Tilføj kommentar