Flere nådegaver på banen

28/05/2019

Det er ikke uden grund, at et af to temaer på Rådsmødet i weekenden var styrkelse af evangelist- og profetnådegaverne.

For en generation siden var disse nådegaver stærkere repræsenteret hos LM’s kaldede forkyndere, end tilfældet er i dag. Prædikenen handlede i høj grad om at formidle et enkelt ord om Jesus og gerne med en direkte, personlig og vækkende tone. Visionen var en forkyndelse, som førte til det samme som Peters prædiken på pinsedag: at tilhørerne erfarede, at ordet ”stak dem i hjertet”. Det var hjertet og ikke hovedet, der var i centrum.

De sidste 50 år er denne forkyndelsesform i stadig højere grad blevet trængt i baggrunden af den mere undervisende og læremæssige forkyndelse. Af de fire såkaldte talenådegaver, som vi møder i NT, fylder hyrde- og lærenådegaverne voldsomt meget i forhold til profet- og evangelistnådegaverne. 

Og det kan jo næsten heller ikke være anderledes, når vi i LM har besluttet, at de kaldede prædikanter er hyrder og lærere i menigheden og dermed bærere af den overordnede autoritet, som kendetegner disse to nådegaver. Det har vi blandt andet gjort, fordi vi ønsker at holde fast i den bibelske lære om tjenestedeling ud fra det grundlæggende bibelske princip, at ”Kristus er hver mands hoved, og manden er kvindens hoved” (1 Kor 11,3). Det er en skabelsesordning, som vi ikke kan ændre på. Hyrder og lærere må være mænd, og derfor kalder vi i LM kun mænd som prædikanter.

Men prisen for denne udvikling har så altså været, at profet- og evangelistnådegaverne kommer til at stå svagere, og at vi derfor som tilhørere ikke møder den mangfoldighed i forkyndelsesformer, som er et vigtigt anliggende i NT. 

Løsningen er ikke at ændre ved vores nuværende struktur med kaldede prædikanter, der er hyrder og lærere. Løsningen er derimod at styrke evangelist- og profetnådegaverne hos både kvinder og mænd hos os, så de kommer til at fylde mere i det samlede billede. Så vi ikke alene undervises, men også hører et ord, der ”stikker i hjertet”, fordi Guds ord bliver personligt og nærgående. 

På Rådsmødet blev det foreslået at arbejde mere med disse spørgsmål lokalt og at gøre det med frimodighed. Én vej frem vil være at arbejde mere visionært og kreativt med mødeformerne, så de kaldede prædikanter ikke står alene med forkyndelsen i bred forstand, men suppleres af for eksempel frie eller bestilte vidnesbyrd, indlæg med videre.
Lad os tale med hinanden og med Gud om det. Det er jo ham, der deler nådegaverne ud.

Bragt som leder i T&M nr. 10/2019

Tilføj kommentar