Far eller Mor i Himlen?

19/08/2017

Hvis Gud er min Far, hvad så med mor? Hvis det kun er Far der er i Himlen, så vil jeg ikke derop!

Sådan lød det fra et grædende fireårigt barn, efter en søndagsskole-time om Gud som vores himmelske Far! Barnet blev draget frem af en søndagsskole-lærer, som et eksempel på hvordan mindre børn forstår og relaterer til bibelsk undervisning.

I sidste uge afholdt Soma Biblia et hel-dags seminar i Dar es Salaam for søndagsskolelærere og kristendomslærere fra grundskolerne.

Det blev en fantastisk god dag, med godt 150 deltagere fra forskellige kirkesamfund. Tre foredragsholdere underviste og inspirerede deltagerne på hver deres måde, til arbejdet med at formidle evangeliet til den næste generation.

Der var oplæg om at møde børnene i børnehøjde, hvor lang tid de kan holde fokus og hvordan man planlægger en hel times søndagsskole, for hver sin aldersgruppe.

Der var også undervisning om børns mentale udvikling og eksempler på deres evne til at relatere til bibelske sandheder. Derudover praktisk undervisning i brug af et fuldt søndagsskole-kompendium med tilhørende flonellograf.

Deltagerne stillede ivrigt spørgsmål bagefter, og flere spørgsmål gik på hvornår vi ville lave noget tilsvarende, blot over 3-4 dage, således at der var tid til grundig undervisning og gruppearbejde.

Virkelig opmuntrende at mærke iveren efter at lære mere, og finde ny inspiration. Vi håber at gentage seminaret flere steder rundt i landet i efteråret, bl.a. i Iringa og Arusha.

Efter et ”årsvikariat” som teamleder for LM i Tanzania, har jeg nu fået titel af ”Director of Soma Biblia”. Sidst jeg arbejdede i Soma Biblia fra 2006 – 2010 havde jeg de sidste to år ansvaret for økonomi og lager - det var utrolig lærerigt, og kommer mig meget til gavn i dag.

Mangt og meget er dog ændret siden dengang, og Soma Biblia har tredoblet sin omsætning fra 2010 til 2016. Der omsættes nu for godt 10 mill DKK om året!

Jeg har brugt mine første uger i arbejdet på en mængde forskellige ting. Udover de lavpraktiske ting som at få kontoret indrettet, trykke visitkort, underskrive checks, tjekke bogordrer, og finde ind i dags-rytmen på kontoret, så har jeg brugt tid på at hilse på, og samtale med de forskellige distributører af litteratur, som vi samarbejder med.  

Jeg mærker tydeligt at Soma Biblia har engagerede medarbejdere, som bærer det daglige arbejde med ansvarlighed og trofasthed. Derfor har det i forhold til medarbejderne meget handlet om at spørge nysgerrigt, observere, spørge igen og i øvrigt opmuntre dem til at fortsætte det gode arbejde!

Soma Biblia har en bestyrelse bestående af seks personer udpeget af vores moder-organisationer, Norsk Luthersk Misjonsamband og Dansk Luthersk Mission.

I næste måned er der bestyrelsesmøde i Arusha i Nord-Tanzania, det er en stor styrke at have en engageret og kompetent bestyrelse i ryggen! Derfor går der de næste uger en del tid med at forberede bestyrelsesmødet.

Men månedens højdepunkt bliver alligevel søndagsskoleseminaret!

Tilføj kommentar

Kommentarer

Hvor dejligt at høre om seminaret og at Soma Biblia fortsætter den gode udvikling som vi havde den glæde at være med til at skubbe igang. Guds velsignelse over dit nye arbejde.