En overraskelse, der gik til hjertet

09/11/2019

Sidste tirsdag aften i oktober var jeg inviteret ned i min gamle kirke, Encuentro con Cristo, for at undervise. Præsten Rodolfo havde nævnt, at de var ved at studere Romerbrevet, og vi havde aftalt, at jeg skulle undervise i kapitel 7. Det glædede jeg mig naturligvis til, men jeg vidste ikke, hvem der var med studiegruppen, og havde heller ikke tænkt videre over det.

Gamle menighedsmedlemmer
Da jeg kom, og vi skulle i gang, viste det sig, at der var mødt omkring 10 personer frem. Og af disse 10 var 6-8 af dem nogen, jeg havde været præst for, da jeg var i menigheden. Det var alle gode venner og menighedsfæller fra vores tidligste tid i Peru for over 15 år siden.

De fortalte, at de normalt er 12-15 stykker, der samles hver tirsdag til studier i bibelen og den lutherske dogmatik, og at de havde været i gang med dette forløb i lang tid. De er ret seriøse med deres studier og fortæller, at der er stor trofasthed i gruppen.

Ikke forsvundet
Det var en overraskelse, der varmede helt enormt. For hvor mange gange, har jeg ikke oplevet, at nogen har været med i den lutherske kirke for en tid, men så enten er forsvundet helt ud af kirkelige sammenhænge, eller har søgt over i mere karismatiske sammenhænge eller baptistiske menigheder. 

Det varmede, fordi jeg har brugt meget tid på at opmuntre til bibelstudie og ofte oplevede, at villigheden og udholdenheden ikke var så stor. Men her var altså en god og trofast flok samlet. 

Jeg vidste jo godt, alle disse gode folk fra menigheden, stadig er med i den lutherske kirke, for jeg møder de fleste af dem, hver gang jeg er her. Men det var virkelig en opmuntring at møde dem her  til denne studieaften, fordi de viste, at de ikke kun har holdt ud i den lutherske kirke, men at de også har taget den lutherske lære til hjertet og ønsker at vide mere og får mere bibelkundskab. 

Det bærer frugt
Måske var det bare så glædeligt, fordi det var godt at mærke, at mine gamle "sognebørn" virkelig ønsker at lære Bibelen og troen bedre at kende. Det hverken kan eller vil jeg tage æren for, men samtidig fik jeg bare en oplevelse af, at der også er noget der nytter og bærer frugt over tid, midt i alt det der falder sammen.  

De blev også overraskede over, at det var mig, der skulle undervise denne aften. Præsten havde ikke fortalt dem noget, så jeg kan konstatere, at de ikke bare kom af medlidenhed, fordi de frygtede, at jeg skulle komme til at stå og undervise for et tomt lokale. De kom udelukkende, fordi de gerne vil studere Guds ord, og fordi de plejer at gøre det tirsdag aften. 

Læs mere om Roar Steffensens arbejde i Peru på www.peruprojekt.dk 

Tilføj kommentar