Anmeldelse

Bog: Sprængfarlig kristendom

Sprængfarlig kristendom

Andreas Kammersgaard Ipsen
LogosMedia 2019
168 sider - 149,95 kroner
Daniel Bernhard

Du og jeg lever hver især vores kristne hverdagsliv og forsøger på at leve som kristne i en verdslig verden, som på mange måder stiller sig kritisk over for vores tro og vores holdninger. Megen religiøsitet kan accepteres, mange holdninger få plads.

Men udfordrer vi vores næste i kærlighedens tjeneste ved at være Helligåndens ambassadører og talerør og deler ud af Jesu ord og holdninger, bliver budskabet pludselig sprængfarligt ind i vores moderne samfund. 

Jesus mestrede det til perfektion i sin samtid, og det er med Jesus som det primære eksempel, at A.K. Ipsen har forfattet dette lille mesterværk. En vejledning og en opmuntring til at leve i verden uden at lade sig opsluge eller forføre af verden. 

I verden, men ikke af verden. 

En svær balance at leve i. Tendensen i LM er, efter min vurdering, ved at vende fra, at vi isolerer os i egne kristne fællesskaber til, at vi de senere år mere og mere blander os med vores næste i vores omgivende miljø, i sportsklubben, på skolen og arbejdspladsen. Vi danner relationer med ikke-kristne og ønsker, at de må få del i frelsen, men hvor går grænsen for at danne disse relationer? 

Skal vi tage med til rockkoncerten, med på værtshuset efter arbejde, med til gymnasiefesten og i byen efterfølgende, tage med til eid-fest efter endt ramadan med vores muslimske venner? 

Bogens tema ”I verden men ikke af verden” er et vilkår og en daglig udfordring. A.K. Ipsen fletter dygtigt aktuelle bibelske eksempler ind, hvilket understreger hans opfordringer til et leve et liv med Kristus – og giver dem gyldighed. 

A.K. Ipsen udfordrer dig og mig med: ”Er du klar til at gå ud i verden og omfavne og udleve den identitet, du har fået givet i Jesus? Du er ikke tilfældigvis dig, ikke tilfældigt placeret, hvor du er med de mennesker, du bruger tid sammen med. Er du klar til at være den, du allerede er”? 

Bogen er skrevet i et let forståeligt sprog og henvender sig - ja, til enhver kristen. 

Bogen indeholder også tre studieoplæg, men er ikke på nogen måde ”reduceret” til kun at være et studiehæfte.

Tilføj kommentar

Den ghanesiske superligaspiller Ibrahim Moro kommer i LM's frimenighed i Silkeborg
Ibrahim Moro
Jeg har aldrig oplevet noget lignende i min fodboldkarriere.” Det fortæller Ibrahim Moro fra Ghana, der siden august sidste år har spillet f...
Af Nomi Høeg

I en hyggeligt indrettet kælder under Løgumkloster Efterskole står et klaver, blå sofaer og borde. På væggene hænger opslagstavler til bl.a. bedeemner. Man er ikke i tvivl...