Andagter

 

Delagtighed i Jesu herlighed

"Vi bør altid takke Gud for jer brødre, som er elsket af Herren, fordi Gud udvalgte jer ...
Dertil kaldte han jer også ved vort evangelium, for at I skulle opnå vor Herre Jesu Kristi herlighed." (2 Thess 2,13-14)

Vi ser kun vor høje værdi og høje mål, når vi ser det i lyset af Guds beslutning, handling og mål med Jesu liv, død, opstandelse og herlighed.

Når Bibelen taler om Guds kærlighed til os, får vi at vide, at Gud elsker os, og dernæst hvordan Gud elsker os. Guds kærlighed til os begrundes i, at Gud udvalgte os til det. Gud tog den beslutning med sig selv, at han vil gøre os til fuldværdige børn hos sig sammen med sin Søn.

Gud stillede sine løfter og hele sin guddommelige handlekraft bag sin beslutning.

Gud vil, at vi skal opnå Jesu Kristi herlighed. Det er et fantastisk ord. Gud handlede med sin mægtige kraft i Jesu liv, død og opstandelse for at virkeliggøre sit høje mål for os. For at ikke synden for evigt skal udelukke os fra Guds herlighed, har Gud lagt kaldet til fællesskab med Jesus i hans historiske død, opstandelse og herliggørelse ind over vort liv, vor fremtid, vor død og vor evighed.

Vi får ikke del i noget, der ligner Jesu herlighed. Det findes ikke, for ingen er herlig som Jesus.

I dag kalder Gud os ind under Jesu herlighed. I dag renser Gud fra synd. I dag giver Gud del i Jesu renhed, værdighed og herlighed. I dag lever vi i håbet om at se Jesus og håbet om den fuldkomne erfaring af at have hans herlighed