Andagter

 

Forladt af sin egen far

David Mandix Carlsen

"Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" (Mark 15,34)

Jesus hang på korset, blodet løb ned ad hans mishandlede krop.

Han var blevet pint og plaget, spottet og hånet.

Soldaterne havde pisket ham og presset en tornekrone ned over hans hoved.
Han havde slæbt sig gennem Jerusalem, hvor han havde båret sit kors, til han var segnet omkuld.

Det kors, han nu var sømmet fast til. Hans hænder og fødder var blevet gennemboret af store nagler. Nøgen og foragtet. Hver en nerve i hans krop skreg af smerte.

Han hang på korset i seks timer. Sårene væskede og sved, solen brændte hans forrevne hud.

Og rundt omkring ham stod de romerske soldater, de jødiske religiøse ledere og ved siden af ham hang to forbrydere, en på hver side - alle hånede og spottede de Jesus.

En frygtelig situation.

Men det værste af det hele var, at Jesus blev forladt af Gud, sin egen far.
Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne Gud i den grad svigte sin egen søn? Er Gud ikke retfærdig? Er Gud ikke god? Er Gud ikke kærlighed?

Jo, Gud er retfærdig, han er god, og han er kærlighed, og netop derfor var der ingen vej udenom.

Der var nemlig mere sandhed i ypperstepræsternes og de skriftkloges hån, end de vidste: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse." (Mark 15,31) For det var netop sagen.

Kun ved at give afkald på muligheden for at frelse sig selv kunne Jesus frelse andre.
Fordi han bar din og min synd - ja, hele verdens synd, op på korset, måtte Gud med nødvendighed vende ansigtet bort.

Alt sammen for at du og jeg kan blive frelst.

Lagt på nettet d. 4. juni 2009 af david

Artikelliste