Andagter

 

Gud giver sejr

"Han kæmpede med englen og sejrede; han græd og bad om nåde." (Hos 12,5)

Jakob var alene i den mørke nat. Hans bror Esau var på vej mod ham. Han var bange.

Pludselig kom der en mand, som indlod sig i brydekamp med Jakob. Manden var ingen anden end Gud. Men Gud kunne ikke besejre Jakob. Først da daggryet nærmede sig, ville Gud stoppe kampen. Men Jakob insisterede på, at Gud velsignede ham, inden han ville slippe ham.

Gud velsignede ham og bekræftede, at Jakob havde kæmpet med Gud og mennesker og sejret. Hvordan kunne Jakob besejre Gud? Jo, han græd og bad om nåde, siger Hoseas.

Det var ikke i egen kraft, at Jakob besejrede Gud, men det var i kraft af den nåde, som Gud selv gav ham.

Kampen var ikke bare fysisk, om end Jakobs hofteskål gik af led under kampen, men det var også en åndelig kamp. Jakob kæmpede med bøn og tårer, og Gud gav ham sejren.

Jakob havde kæmpet mange kampe i sit liv. Men det var først, da Jakob indlod sig i kamp med Gud og overgav sin skæbne helt til ham, at han vandt sejr.

Derfor gav han stedet navnet Penuel, som betyder: "jeg har set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet" (1 Mos 32, 31). Navnet går ikke på Jakobs sejr og styrke, men på, at han af Guds nåde fik lov at leve.

Du og jeg må tage ved lære af Jakobs gudsfrygt og udholdenhed. Vi må stole på Gud og klynge os til ham. Vi må være udholdende i bøn og ikke give op.

Ja, det kan være hårdt, og det kan gøre ondt. Det kan endog få ubehagelige konsekvenser, som det gjorde for Jakob, der gik halt ud af kampen - men han fik Guds velsignelse - og det er det hele værd!