Andagter

 

Kendt af Gud

"Herre, du ransager mig og du kender mig" (Sl 139,1)

Salme 139 er en af de rigeste salmer, vi har vi Bibelen.
Fuld af fortrøstning besinder David sig på, at Gud er en Gud, der kender alt - bogstavelig talt alt - i verden omkring ham, i hans livshistorie og i hans indre menneske.

Men tankevækkende er det, at den også har et glødende opgør med dem, der står Gud rige imod, og salmen rundes af med en alvorlig bøn om Guds bevarelse på evighedsvejen.

Salmen forkynder således Guds almagt, kundskab og storhed, og samtidig vidner den om Guds nærvær på en måde, som skaber stor ydmyghed, undren, tak og tilbedelse. Den efterlader et Guds barn med en stor tryghed og hvile.

Men det paradoksale er, at salmen også skaber frygt, for Gud kender mig altså til bunds. Alt i mit liv ligger åbent for ham fra min undfangelse til min død. Mine tanker er kendt af Gud. Han kender afgrunden af synd, fusk og forstillelse i mig. Til dette kommer, at vældige fjender modarbejder Gud, og "fjenden - den værste - har du dybt i din egen barm".

Trygt og smerteligt

Sådan er det på en og samme tid trygt og smerteligt at være kendt af Gud. Gud er på én gang lige uendelig i sin kærlighed og hellighed.

Vores tanke fatter det ikke, men så ufattelig stor er Bibelens Gud. Dette skaber uvilkårligt den bøn, salmen slutter med: Gud, ransag mig, Gud, prøv mig, Gud, afslør mig.

Der findes nemlig en afgudsvej, som betyder at evighedsvejen kan mistes.
Må den kommende højtid for den enkelte blive et møde med Gud, som i sin grænseløse kærlighed sendte Kristus til vor jord, og som i sin hellighed lod dommen over al synd ramme ham.